For det lille barn er døden et ufatteligt mysterium. Da mine forældre efter lang tids sygdom døde nogle få måneder efter hinanden, i december 2003 og marts 2004, forstod min dengang toårige datter Astrid godt at Farmor og Farfar “var blevet død”, som hun sagde, og konkluderede at de nu var “oppe i luften” – og hun pegede lige op i luften som små børn gør, med stramt tilbagebøjet pegefinger. Hvor hun havde den oplysning fra, vidste hendes mor og jeg ikke. Det var også underordnet. Hvis hun gerne ville tro at hendes bedsteforældre befandt sig et eller andet sted oppe i luften mellem skyerne og flyvemaskinerne, var det da helt i orden.
Når jeg siger at Astrid “forstod” at hendes bedsteforældre var døde, er det naturligvis noget vrøvl. Små børn forstår ikke sådan noget. De får fortalt at sådan og sådan er det, og så accepterer de det, som de accepterer alt det andet de får at vide om verden og dens indretning. Der er ikke tale om nogen egentlig forståelse eller erkendelse.
For det lille barn er døden en alt for stor, en alt for abstrakt størrelse til at det kan rumme den.
Det er den også for den voksne.
Den voksne ved selvfølgelig, rent intellektuelt, hvad døden er: organerne der sætter ud, kroppen der hører op med at fungere, hjertet der holder op med at slå, åndedrættet der tier. Bevidstheden der slukkes. Udslettelsen. Tilintetgørelsen.
Det mærkværdige, det ufattelige i at det menneske som ligger dér foran én i hospitalssengen, som for få sekunder siden drog ånde, nu ikke længere er. Det eksisterer ikke mere. Det er forsvundet fra jordens overflade, selv om det jo stadigvæk, bevisligt, ligger lige dér for øjnene af én, mellem de hvide lagener. Man kan se det, man kan røre ved det. Men det er der ikke. Heller ikke selv om man havde været religiøs, og havde en forestilling om en eller anden form for efterliv, ville man kunne påstå at det var der.
Det er borte. Borte for altid.
*
Medmindre man er opvokset i en krigszone eller under tilsvarende ulykkelige omstændigheder, har man som barn ingen fornemmelse for døden. Ikke før den dag det går op for én at døden er uafvendelig, at éns mor og far skal dø engang, og at man selv skal dø. Så gribes man af en voldsom angst.
Hvor gamle er børn, når de blir bange for døden? Seks-syv år? Otte?
For mit eget vedkommende tror jeg at jeg var en seks-syv år, det var vel i første eller anden klasse. Jeg husker stadig den rædsel tanken vakte i mig. Bevidstheden om at alle mennesker skulle dø, at min mor og far skulle dø. At min lillebror skulle dø. At også jeg selv skulle dø.
Det var helt forfærdeligt og uforståeligt. Men efterhånden … Jeg vil ikke sige man vænnede sig til tanken, snarere satte man døden ind i et tidsperspektiv, ens forældre hjalp en til at sætte den ind i et tidsperspektiv: Der var jo uendelig mange år til, så mange at man knap kunne tælle dem, det var ikke noget at gå og gruble over. Så det lod man være med. For det meste.
Der var selvfølgelig stadig risikoen for at blive kørt ned af en bil, eller bidt af en hugorm. Men det kunne man selv gøre noget for at forhindre. Man kunne være opmærksom i trafikken, og lade være med at gå i lyng uden gummistøvler.
*
Man blir ældre, man blir voksen. Tidsperspektivet forskydes gradvis. Når man er ganske ung, i tyverne, har man stadig en fornemmelse af at døden er en temmelig teoretisk størrelse, fordi den, for éns eget vedkommende, statistisk set først vil indtræffe efter hvad der fortsat føles som uendelig mange år. Man “har livet foran sig”, som det hedder.
Efterhånden som årene går, blir døden dog mere og mere nærværende. Folk dør jo, og med tiden vil man have kendt flere og flere som ikke er mere.
Men så længe man selv er sund og rask og der ikke er indtruffet nogen tragiske hændelser blandt ens nærmeste, og så længe ens forældre stadig er i live, blir der ved med at være noget fjernt og vagt teoretisk over døden. Som om den ikke rigtig er virkelig.
Og når den, med små og forsigtige, men derfor ikke mindre målbevidste slag, begynder at banke på døren, tar man den ikke alvorligt. Ikke lige i starten.
*
Mine forældres sygdomsforløb var lange og komplicerede. De skrantede og var syge i mange år. I årevis gik det op og ned, som en rutsjebane, det stod på så længe at vi efterhånden fik en fornemmelse af at de, trods alle deres helbredsmæssige skavanker, ville holde evigt.
Men intet varer evigt, og da slet ikke mennesker. På et tidspunkt fladede banen ud og begyndte at gå ubønhørligt nedad, mod endestationen.
Ikke at det gik hurtigt, det gjorde det ikke. Det var tværtimod en meget langsom og smertefuld proces. Smertefuld for os, min bror og mig, og vore familier, som skiftedes til at køre hjem til Aalborg og besøge dem, og smertefuld for deres venner og bekendte og øvrige slægtninge, som ligeledes bevidnede hvordan livet gradvis ebbede ud af dem.
Men først og fremmest, naturligvis, uendelig smertefuld for dem selv. De var rationelle og intelligente mennesker begge to, de vidste hvordan det var fat med dem. Og de var dybt ulykkelige.
Med et lidt gammeldags udtryk hedder det om mennesker som har levet et langt liv, et liv som nu har nået sin afslutning, at de dør “mætte af dage”. Som, forestiller man sig, forlader denne verden med et lille, fortrøstningsfuldt smil om læben.
Er noget menneske mon nogensinde gået herfra på den måde? Utvivlsomt. Men næppe ret mange.
Vort dybeste instinkt er overlevelsesinstinktet. Det vi frygter allermest er døden. Og det er lige sin sag, også selv om man ligger på sit yderste, at gøre sig fri af urinstinkterne.
Trods morfin, og andre smertelindrende og nervedulmende medikamenter, kæmpede min mor imod til det sidste.
Min far var mere resigneret. Men han døde jo også sidst, og følte måske ikke at der var så meget at leve for, nu da hans kone ikke var mere.
*
Selv om det længe, meget længe havde stået klart hvor det bar hen, kom det alligevel som et chok da de døde. Og det var chokerende så stort et chok det var, for det var jo ventet, vi vidste det ville ske. Det var som vi alligevel ikke rigtig, for alvor, havde troet på det. På at det overhovedet kunne ske.
Og bagefter var der sorgen, men den havde jo allerede været der længe, der var taget forskud på den, tilløb til den – og alligevel overraskede den med sin heftighed.
Og der var alt det praktiske som man aldrig havde tænkt på. Som man velsagtens ikke havde villet tænke på.
Og så var der ekkoerne. Efterklangene. Og de var det mærkeligste af det hele.
For selv længe efter at vore forældre var døde og begravede, var det alligevel som om de stadig var der. Gang på gang greb man sig selv i at tænke: “Jeg må lige huske at ringe og høre hvordan Mor og Far har det.” Og så tænkte man: “Nåeh, nej.”
Allerinderst inde havde man jo ikke rigtig erkendt hvad der var sket.
Ens mor og far er så fundamentale størrelser, også selv om man forlængst er blevet voksen og selv har fået børn, at de ikke bare sådan uden videre kan forsvinde. Også selv om man har oplevet dem svage, på deres yderste, hjælpeløse som børn, så rollerne på bizar vis blev byttet om.
*
Det er en praktisk verden vi lever i, og man må forholde sig til det praktiske. Min bror og jeg satte vore forældres hus til salg, men af forskellige – praktiske – grunde udsatte vi til senere at dele inventaret. Huset blev altså stående som dengang de havde boet i det.
Livet gik videre. Vi holdt op med at ligge i pendulfart på motorvejen mellem København og Aalborg, hvilket var en lettelse, og der var ikke så hyppige gensyn med de underlige skilte der stod ved nogle af de mange vejarbejder, “Reparation af spunsvægge,” kunne man læse på dem. Jeg havde undret mig over de skilte, og slået ordet “spunsvæg” op på nettet. Og så vidt jeg forstod, var spunsvægge lodrette støttemure af stål der bankes ned i jorden for at holde vand ude eller inde, for at holde elementerne ude fra hinanden.
Jeg havde spekuleret over hvordan sådan nogle mon så ud. Men det slap jeg for at tænke mere over nu, hvilket også var på høje tid. Gennem mine forældres langstrakte, ulykkelige sygelejer, som ubønhørligt udviklede sig til dødslejer, havde jeg ikke fået lavet nær det jeg skulle, jeg havde en roman liggende som jeg var gået totalt i stå med, nu måtte jeg altså se at få den sparket i gang igen!
Dengang, i 2004, boede min kone og jeg i en lejlighed hvor der ikke var plads til at jeg kunne have arbejdsværelse. Jeg havde derfor lejet et kontor ude i byen, et højt kælderlokale.
Uheldigvis faldt min genoptagelse af arbejdet sammen med påbegyndelsen af en udvendig totalrenovering af den ejendom på Frederiksberg, hvor mit kontor lå. De stod lige uden for vinduet til kontoret og brækkede asfalten i gården op med tryklufthamre, så det var komplet umuligt at tænke to tanker i forlængelse af hinanden.
Hvad gør man så? Løsningen lå heldigvis lige for: der stod jo et stort, tomt hus i Aalborg. Dér kunne jeg tage over, alene, og koncentrere mig fuldt og helt om arbejdet.
*
Og det gjorde jeg så. Tog derover, altså.
Det var meningen at jeg skulle være der en måned, så jeg virkelig kunne få noget fra hånden.
Jeg fik dog ikke skrevet ret meget.
For havde der været svage ekkoer og efterklange før, så var der nu, i mine forældres hus, en øredøvende kakofoni.
Ikke at jeg hørte stemmer, det gjorde jeg ikke. Men tit greb jeg mig i pludselig at vende mig om og se mig over skulderen, og om natten hjemsøgtes jeg af sære, uhyggelige drømme.
Det var slet og ret ubehageligt at opholde sig i det hus, nu da dets beboere var døde. Også selv om det var det hus, jeg selv var flyttet hjemmefra toogtredive år tidligere. Eller – nok netop derfor.
Jeg tænkte: Hvis du blir her, går du fra forstanden.
Jeg holdt kun en uge, så tog jeg hjem igen. Uden at have udrettet noget særligt, men med en vag idé til en roman, en anden roman end den jeg var kommet for at skrive. En historie om en mand der rejser hjem til sit barndomshjem for at rydde det, efter at forældrene er døde – og som både hører stemmer og ser spøgelser, og gradvis opsluges af huset og fortidens skygger. Som falder tilbage til et tidligere udviklingstrin og blir som barn påny. Og dét ikke i den positive betydning.
Den bog udkom for kort tid siden på Gyldendal. Den hedder Reparation af spunsvægge.
*
Vi er en stor generation, født i 1950’erne, hvis forældre enten er døde for ikke så længe siden, som netop nu er døende, eller som vil dø inden for en overskuelig årrække.
Vi er alle forskellige, hver enkelt skæbne er enestående. Det er, eller var, vore forældres også.
Men der er nogle almene erfaringer som de fleste har gjort eller kommer til at gøre sig. Ikke dybe erkendelser, ret beset er det ganske banale ting som man godt ved på forhånd, men som pludselig blir nærværende på en måde man ikke for alvor havde forestillet sig – og som med ét ikke længere føles nær så banale.
Erfaringer som hver generation gør sig på ny. Om at døden vitterlig ikke er nogen abstraktion. At også vi skal dø. Hvilket vi jo altid, i en eller anden forstand, har vidst. Men først når vi ikke længere er nogens børn, så ved vi det.
At vi dør alene. Uanset hvor mange der sidder og holder i hånd, så dør vi alene. For det er hele verden der forsvinder. Den verden som består af vores bevidsthed.
Og, endelig, erkendelsen af hvor totalt urimeligt og uretfærdigt det er at vi skal dø. For det er det jo, selv om det er livets orden og der ikke er noget at gøre ved det, og bla-bla-bla. Det er hamrende uretfærdigt og et urimeligt spild, at den verden vi gennem så mange år har opbygget bare skal gå til grunde, sådan!
Det er den yderste uretfærdighed.
Weekendavisen, 10. august 2007