Det uegentlige

I mange år havde jeg en Nokia 3210 mobiltelefon. Mange år efter at den forlængst var gået af mode og var kommet til at tage sig stor og klodset ud sammenlignet med andre, nyere telefoner. Næsten fem år, tror jeg, og det er altså ret mange år, når det drejer sig om en mobiltelefon. Men jeg var vældig godt tilfreds med den grå Nokia. Den var enkel, funktionel og stilren. Den kunne det den skulle, hverken mere eller mindre. Der var ingen grund til at skifte den ud. Ikke før den en dag røg på gulvet lige den ene gang for mange. Så var der ingen vej udenom.

I de små to år der er gået siden, har jeg haft to mobiltelefoner. Først en smart lille sammenklappelig sag med alle mulige fancy features. Måske også lidt for mange. Den gik i hvert fald hele tiden i stykker, og så måtte jeg købe en ny. Som er overlæsset med endnu flere fancy features, som kan fotografere og spille musik og gå på internettet og hvad ved jeg. Men som ikke fungerer specielt godt som telefon.

Den teknologiske udvikling har givet stedse større mulighed for at pakke stadig mere sammen på stadig mindre plads, og det har, for mobiltelefonernes vedkommende, betydet at fokus er blevet uklart og sløret, og det uegentlige – alt gejlet – har fortrængt det egentlige: apparatets funktionalitet som telefon.

Det slørede fokus, det uegentliges fortrængning af det egentlige, er et udbredt fænomen. Det begrænser sig ikke til mobiltelefoner og anden forbrugerelektronik. Og det er ingenlunde nyt.

*

Vi lever i halvfjerdserne. Af kalenderen fremgår det ganske vist at årstallet er 2007. Men det føles grangivelig som om vi er blevet proppet ind i en tidsmaskine og sendt tilbage til halvfjerdserne. Eller til et sært simulacrum af halvfjerdserne, en syret og forvreden parodi på halvfjerdserne, hvor hele årtiet væltes sammen i én stor pærevælling.

USA er, sammen med enkelte allierede – denne gang også Danmark – involveret i en håbløs, forkludret krig i et fjernt land ude østpå. Der vader punkere med hanekamme og næseringe rundt i gaderne, som absurde flashbacks. Den kommunale, københavnske ungdomskultur som nogle mennesker mener er så bevaringsværdig, er jo blot en naiv og humorforladt gentagelse af det der skete i Storbritannien i slut-halvfjerdserne, og herhjemme i begyndelsen af firserne. Vi er jo altid lidt bagefter.

Den offentlige debat er nu som dengang gennemsyret af religion – dengang var det troen på den marxistisk-leninistiske økonomiske determinisme, nu er det troen på Gud og Allah. Dengang som nu slog det religiøse vanvid ud i terror – som blev omfattet med en vis sympati af unge, ubefæstede sjæle, man så i hvert fald en del RAF-plakater på kollegieværelsernes vægge. Det samme sker i dag, blot er terrorhandlingerne endnu voldsommere, og nu som dengang smittes unge, usikre mennesker alt for let af blodrusen.

Og i en helt anden boldgade er det uegentlige, som til alle tider og i alle sammenhænge står på spring for at fortrænge det egentlige, atter ved at fejre en stor sejr. Ganske parallelt med den katastrofale sejr det fejrede i 70’erne.

*

Halvfjerdserne var et kulret årti, hvor mange mistede overblikket og orienteringsevnen. I 1974 vendte statsminister Poul Hartling hjem efter et besøg hos Kinas dybt senile Formand Mao, og fortalte frejdigt at han med den stalinistiske diktator havde ført samtaler “på højt intellektuelt niveau”. Det lo man meget ad dengang. Noget mindre blev der leet, da undervisningsminister Ritt Bjerregaard året efter fik vedtaget en ny folkeskolelov.

Der var da heller ikke noget særligt at le ad.

Med folkeskoleloven af 1975, som i sit anti-intellektuelle idégrundlag nok i nogen udstrækning var inspireret af Maos kulturrevolution, blev der vendt op og ned på selve skolens formål.

Nu skulle børnene ikke længere primært gå i skole for at dygtiggøre sig – men for at udvikle sig personligt og blive “hele mennesker”, som det hed, med en gyselig 70’er-kliché. Det (social)pædagogiske aspekt rykkede i forgrunden, det faglige i baggrunden. Pædagogikken, en uundværlige hjælpedisciplin, men dog kun en hjælpedisciplin, havde fortrængt det egentlige – viden og kunnen. Det blev vigtigere at pædagogikken var af den korrekte aftapning, end at børnene lærte det de kom i skolen for at lære. Et problem den danske folkeskole stadig lider under i dag, hvilket internationale undersøgelser af bl.a. læsefærdighed viser. Og som den har svært ved at slippe af med, fordi der har fundet en fetichering af 70’er-pædagogikken sted. Fokus er blevet fastlåst i sin forskudte position, og når først det uegentlige har fortrængt det egentlige fra centrum og sat sig tungt på dets plads, er det svært at få det skubbet ud til siden igen.

*

I de gamle 70’ere feticheredes pædagogikken. I disse nye 70’ere ser vi en anden hjælpedisciplin, nemlig ledelse, antage fetichkarakter.

Der ansættes ledere som aldrig før. Topledere, mellemledere, assisterende mellemledere. I det offentlige, i det private. På universiteterne. Og ledergrupperne på de store arbejdspladser bruger en betragtelig del af deres arbejdstid på at afholde ledelsesseminarer, hvor de ævler salvelsesfuldt om strategi og ledelse. Samtidig opstår der, paradoksalt nok, mange steder et elementært ledelsestomrum, fordi lederne har så travlt med at være ledere at de har svært ved at få tid til at opfylde deres helt konkrete og nødvendige ledelsesfunktioner.

“Professionel ledelse”, det er tidens mantra. Hvis vi bare ansætter en masse ledere, får vi også bedre forskning, bedre tv, bedre plasticdippedutter, det er tanken.

Det er selvfølgelig det rene vrøvl. Ledelse er, som pædagogik, en nødvendig hjælpedisciplin, det er ikke det egentlige. Men det uegentlige er som ukrudt: det vil altid forsøge at fortrænge det egentlige, så fokus forskydes og forvrænges. I skolen, på universiteterne, i virksomhederne.

Og i min åndssvage mobiltelefon.

 

Information, 23. april 2007