Min kone og jeg havde tænkt os at søge fritagelse for digital post fra det offentlige. Så jeg hentede på nettet en blanket, ‘Anmodning om fritagelse fra Digital Post for borgere’, hvormed man kunne erklære at man ikke var i stand til at modtage digital post.
Det er vi. Men vi ønsker ikke at modtage digital post fra det offentlige.
Jeg printede blanketten ud og læste den igennem. Og erfarede at vi, ved afgivelse af urigtig erklæring, risikerede bødestraf eller op til fire måneders fængsel.
Det har man jo heller ikke lyst til. Så blanketten blev ikke udfyldt.
Min modvilje mod at være tvunget til at modtage digital post fra det offentlige skyldes manglende tillid til myndighederne. Jeg er ikke tryg ved at den danske stat overhovedet er i stand til at håndtere digital post på kompetent og forsvarlig vis, i årevis er medierne flydt over med historier om sikkerhedsbrister og læk af personlige oplysninger, knyttet til cpr-numre.
Sporene skræmmer, det er slemt. Men det allerværste er at det digitale postsystem er bygget sådan op at myndighederne kan gå ind ind i vore e-bokse og rette i tidligere fremsendte dokumenter. Og det agter de at gøre. Her er enhver forestilling om retssikkerhed og retsstat sat ud af kraft. George Orwell kunne ikke have udtænkt det bedre. Eller værre.
Fra Digitaliseringsstyrelsen hedder det ganske vist at der bare er tale om at myndighederne efterfølgende kan gå ind i en skrivelse og rette afsenderadresse og navn på en styrelse, hvis de ændres. Men hvis den pågældende styrelse hed A-styrelsen, da en meddelelse blev afsendt til en borger i december 2014, duer det jo ikke at der senere kommer til at stå at det var B-styrelsen, som i december 2014 skrev til denne borger. For det er løgn! Dokumenterne skal, om nødvendigt, kunne bruges til at dokumentere sagsforløbets historie. Og det kan de ikke, hvis de efterfølgende forfalskes. Hvis historien forfalskes.
Konsekvensen er at det bliver op til den enkelte borger at sikre dokumenthistorikken ved at gøre den digitale post analog – altså ved at printe alt ud, og omhyggeligt føre arkiv.
Men det kan blive endnu værre end det allerværste. For hvis myndighederne kan gå ind i borgernes e-bokse og rette i posten med tilbagevirkende kraft – hvordan kan vi så være sikre på at de kun vil ændre styrelsesnavne og adresser, sådan som de bedyrer? At de ikke også går ind og ændrer i substansen?
Jeg mener – når et ministerium, som vi har set her i efteråret, kan få sig selv til at gå ind og rette i en af ministeren tidligere fremsat udtalelse, så den bedre passer med virkeligheden, sådan som virkeligheden senere er kommet til at tage sig ud – så kan alt ske.
Jeg siger ikke at det vil ske. Men bare dét at det kan ske, at myndighederne har mulighed for at gå ind i borgernes personlige postkasser og rette i posten, at det overhovedet kan lade sig gøre – det er uhyrligt. Og det ville det også være, selv hvis det var sådan at vi herhjemme havde erfaring for at myndighederne altid fulgte gældende love og regler til punkt og prikke, og stedse havde borgernes retssikkerhed for øje.
Men den erfaring har vi desværre ikke. Sådan er det ikke.
Tværtimod har vi, ikke mindst i de seneste år, været vidne til gentagne, øjensynlig systematiske, lov- og regelbrud, begået af offentlige myndigheder. Ikke mindst SKAT har gjort sig uheldigt bemærket, hvilket ifølge en undersøgelse fra Danmarks Statistik, offentliggjort i september 2014, har ført til et markant fald i borgernes tillid til skattemyndigheden.
Tilliden til offentlige myndigheder er generelt i skred her i landet. I aviserne kan vi dagligt læse om folk som ikke får hjælp, når de ringer til akuttelefon eller politi. Det kan man dø af. Og for nylig erfarede vi at politiet ikke ulejliger sig med at efterforske tyverier, hvor det stjålne beløber sig til en værdi af under 100.000 kroner. I hvert fald ikke Københavns Politi. De har andet at se til.
*
I det ovenstående har jeg omtalt indbyggerne i dette land, deriblandt mig selv, som ‘borgere’.
Men er det nu også sandt? Er det vores samfund? Er vi virkelig borgere?
Jeg ved ikke hvordan andre har det. Men det er længe siden jeg holdt op med at føle mig som borger i Danmark. Min borgerskabsfølelse ebbede lige så stille ud i løbet af 1990’erne, da de neoliberalistiske styringsprincipper og ledelsesfetichismen i New Public Management slog igennem i hele den vestlige verden, også Danmark, som et sært forvrænget ekko af 80’ernes finanskapitalismes yuppie-jubel. Samfundets fælles gods blev sat på aktier. Hel- og halvoffentlig infrastruktur skulle lige pludselig være erhvervsliv. Statsbanerne, postvæsenet, Tele Danmark (som allerede var et aktieselskab) – alt det som vi, mere eller mindre, opfattede som ‘vores’ – skulle ikke længere være vores, men strømlinede erhvervsvirksomheder, hvor vi blot skulle være kunder.
Men det sluttede ikke her. Også det som ikke umiddelbart kunne omdannes til aktieselskaber skulle drives som om det var erhvervsliv. Også selv om det absolut ikke var det, og ikke kunne være det.
Så nu leger hele den offentlige sektor erhvervsliv. Alting skal være en plasticfabrik i Herning. Universiteterne har fået såkaldt ‘professionel ledelse’, hvilket har sendt det akademiske niveau mod nye dybder. Politiet arbejder efter måltal, ikke efter hvordan den konkrete virkelighed tager sig ud uden for politistationens vinduer. SKAT har en produktionsdirektør, selv om det hverken har nogen påviselig produktion eller kan betegnes som en produktionsvirksomhed.
Det danske skattevæsen har i det hele taget store problemer med det danske sprog. SKATs værste sprogfejl – og her er vi virkelig i George Orwells 1984, det er ren newspeak – er at de tillader sig at kalde os, skatteyderne, for ‘kunder’.
Det er ikke bare misvisende. Det er lodret løgn.
Vi er ikke kunder hos SKAT.
Jeg er kunde så mange steder – Superbest, NETTO, Fakta, Irma, Rema 1000, Kildegårds Fiskehus, for bare at nævne nogle få af de steder jeg jævnligt handler.
Men jeg er ikke kunde hos SKAT. For det der kendetegner et kundeforhold, det er at der er tale om et frit valg. Man kan vælge at være kunde i en bestemt butik, en bestemt virksomhed – og man kan vælge ikke at være kunde.
Vi kan ikke vælge ikke at være ‘kunde’ hos SKAT. Det ‘kundeforhold’ ophører kun hvis vi udvandrer. Eller når vi dør.
*
Politikken forsvandt i 90’erne, og siden har magtfuldkommenheden blot taget yderligere til. Under hver ny regering er det blevet værre, og uanset hvordan det næste folketingsvalg falder ud, kan vi være temmelig sikre på at det bliver værre endnu. Hvilket netop hænger sammen med at der ikke bedrives politik i Danmark længere, der administreres kun. Det er ligegyldigt hvem vi stemmer på, for hvad enten det – med journalisternes malende, men misvisende udtryk – er Blå eller Rød Blok der sidder på regeringsmagten, er politikken stort set den samme. Den samme ‘nødvendige politik’. At følge med i dansk politik er som at se et reality-show i tv, dårlig underholdning som ikke betyder et klap.
Der er ingen politik. Men der er masser af bullshit.
En af den politiske klasses mest yndede klicheer i disse år er ‘ejerskab’ – eller ‘medejerskab’. Vi skal føle ejerskab, og vi skal tage medejerskab. (Med det sidste menes der vistnok at vi skal tage ansvar.)
Men ordene har faktisk en konkret betydning. Og hvordan føle ejerskab, når ejerskabet netop, med New Public Management, er dét som er blevet frataget os? Når vi ikke længere betragtes som ligeværdige borgere i et samfund der er vores, men som ‘kunder’ hos staten?
Det er dybt ironisk. Og sørgeligt.
I en klumme i Wekendavisen, ‘Det borgerløse samfund,” skrev Hans Mortensen den 17. oktober meget præcist om det offentlige bureaukratis digitale strategi, som ifølge HM går ud på at holde borgerne på afstand. En central pointe lyder: “Vi er statens borgere – ikke omvendt.”
Det har han ret i. Blot vil jeg tillade mig at gøre indsigelse mod betegnelsen ‘borgere’.
Vi er ikke borgere. Det var vi engang, men det har vi ikke været længe.
Vi er undersåtter.
Og nu er vi så blevet digitale undersåtter.
Berlingske Tidende, 6. november 2