Hvad enten man er bibelstærk eller ej, religiøs eller ej, kender man historien fra Første Mosebog om Noas Ark. Beretningen om hvordan Herren vrededes over menneskenes syndige leben og nedkaldte vandfloden over dem, men besluttede at skåne Noa og hans familie og et passende udvalg af avlsdyr, indgår i det generelle kulturelle arvegods og er i tidens løb blevet genfortalt i alle mulige sammenhænge. Selv en musical er det blevet til, mange har hørt Danny Kaye synge om dyrene der gik ind i arken “two by two”. Nogle finder sangen fjoget, andre nuttet, det er et spørgsmål om smag.
Syndflodsmyten er grusom, men har som bekendt en happy end, ellers var den næppe heller blevet forlæg for en musical: Vandstanden falder, og familien Noa og menageriet kan gå i land med tørre sko, poter, hove og klove. Og fordi hele forestillingen er iscenesat af en almægtig gud, slipper de glade skibspassagerer for synet og stanken af de forrådnede kadavere af taberne, alle de mennesker og dyr som ikke fik billet til båden, men omkom i de frådende vandmasser. Dem har Herren, som en anden Hollywood-producer, hensynsfuldt retoucheret bort. I bibelen såvel som i musical’en.
Når jeg på tv-skærmen ser det rasende menneskehav, som i den seneste måneds tid er draget hærgende gennem byer i det nære og fjerne Østen og har afbrændt danske flag og diplomatiske repræsentationer, tænker jeg på syndfloden. Ikke fordi jeg tror at der findes en gud som vil straffe de formastelige, Jyllands-Postens kulturredaktør og tegnerne og alle os andre, som tilfældigvis er af samme nationalitet og dermed medskyldige. Jeg tror ikke på nogen gud og kan derfor heller ikke anerkende avisens Muhammed-stunt som syndigt – uanset hvad jeg så ellers måtte mene om det. Men fordi jeg ved at forestillingen om en straffende gud er særdeles levende for de mennesker som udgør de bølgende masser der strømmer hen over skærmen i de endeløse tv-reportager, og fordi jeg tror at de ser sig selv som instrumenter for denne straffende gud.
Det siges nu at bølgerne er ved at lægge sig, stormen har mistet sin kraft. Lad os håbe det. Søndag den 19. blev der i Nigeria dræbt omkring femten mennesker, overvejende kristne, og et antal kirker blev brændt ned. Nu er dødstallet så oppe på – ja, jeg ved det ikke, jeg er forlængst holdt op med at tælle, men mon ikke vi er nået et godt stykke op over de halvtreds?
Havet er ved at lægge sig, håber vi, og vi ser frem til snart at kunne få fast grund under fødderne igen. Og vi håber at ligene ikke blir alt for mange, før vi når så vidt.
Men hvad så, når denne hæslige storm er løjet af? Hvad gør vi da? For der er jo sket noget. Der er sket noget i de seneste år. Og der er sket noget i den måned, stormen har raset.
*
Da Jyllands-Posten i efteråret offentliggjorde Muhammed-tegningerne, brød jeg mig ikke om det. Ikke fordi avisen dermed forbrød sig mod det muslimske billedforbud, som jeg ikke kan se er relevant for andre end de muslimer der anerkender det, hvilket ikke alle muslimer gør. (Se artikel af Amir Taheri i Politiken den 15. ds.) Og heller ikke fordi nogle af tegningerne antyder en forbindelse mellem islam og terrorisme – når terrorister gang på gang bomber byer og dræber tusindvis af uskyldige mennesker i Allahs navn, kan man vel ikke fortænke andre i at se en sammenhæng. Blot bør man ikke samtidig brændemærke alle muslimer som terrorister.
Min modvilje mod Jyllands-Postens Muhammed-tegninger skyldtes ikke så meget tegningerne i sig selv som den kontekst, hvori de indgik. Avisen postulerede selv at den slog et slag for ytringsfriheden – men det var svært, om ikke umuligt, at lade være med at opfatte kommissioneringen og offentliggørelsen af tegningerne som et afsnit af den nye front i regeringens kulturkamp, kulturminister Brian Mikkelsen kort forinden havde proklameret på De Konservatives landsmøde, en ny front der specifikt skulle rettes mod muslimske indvandrere.
Dermed forstærkedes yderligere den fremmedfjendske tone der i årevis har været så pinligt fremherskende her i landet, også længe før den nuværende regering kom til, og som er blevet stedse mere forgrovet i takt med Dansk Folkepartis voksende indflydelse.
Det paradoksale er imidlertid at kulturredaktør Flemming Rose har fået ret. For uanset hvilke mere eller mindre ærefulde bevæggrunde han oprindelig måtte have haft til at bestille og bringe tegningerne, er sagen kommet til at dreje sig om ytringsfriheden. Det kom den til, længe efter at avisen trykte dem. Det kom den til for en måned siden. Da masserne satte sig i bevægelse, og flagene og repræsentationskontorerne begyndte at brænde i Mellemøsten.
Det er dog ikke Flemming Roses fortjeneste at sagen nu drejer sig om ytringsfrihed. Fortjenesten tilkommer de terrorbevægelser der har udlovet dusører på tegnernes og kulturredaktørens hoveder; den tilkommer de regeringer og muslimske samarbejdsorganisationer, der har forlangt at vi skal indføje en paragraf i Grundloven der forbyder afbildninger og andre krænkelser af muslimernes profet; som har forlangt at vi straffer tegnerne og redaktøren, eller udleverer dem til halshugning (dette krav har været fremsat); fortjenesten tilkommer det vældige menneskehav der den seneste måned har bølget frem og tilbage over vore tv-skærme.
Men om ikke andet er sagen nu klar. Som kultursociolog Mehmet Necef udtrykte det i et interview i Information mandag den 20.:
“Set fra min synsvinkel er terningerne kastet. Nu gælder det om at stå fast og forsvare ytringsfriheden. Og ikke give efter for pres fra muslimske regeringer eller reaktionære imamer.”
Sagen er klar. Hvorfor er den det så ikke alligevel?
*
Muhammed-affæren har altså på sælsom og uhyggelig vis udkrystalliseret sig i en knivskarp konflikt mellem verdslige frihedsrettigheder og religiøse lovbud. Det som begyndte med en tvivlsom provokation i en tvivlsom sags tjeneste er blevet til en regulær Rushdie-sag: Rushdie satiriserede Muhammed og nedkaldte en fatwa over sit hoved. Tegnerne satiriserede Muhammed – og nu kan man stille sig op med sin trillebør ved Kasse 1 og få 100 kg. guld, hvis man dræber tegnerne. Plus biler, penge og andre rare sager.
For nylig kunne man i DR’s Deadline stifte bekendtskab med Anjem Choudary, en ekstrem britisk islamist som ikke blot uden tøven rangerede Rushdie, Hirsi Ali, van Gogh og tegnerne i samme gruppe: de havde begået blasfemi, og derfor skulle de naturligvis henrettes (undtagen van Gogh, selvfølgelig, han havde lykkeligvis allerede fået halsen skåret over) – men som derudover karakteriserede ytringsfriheden og de øvrige vestlige frihedsrettigheder som i sig selv blasfemiske, en hån mod Den Almægtige.
Sagens substans burde således være helt og aldeles glasklar. Det er den bare ikke, fordi debatten herhjemme har udviklet sig på en måde, så den sunde fornuft synes at være vendt på hovedet og den elementære logik sat ud af kraft. Man føler sig hensat til et mareridtsagtigt parallelunivers, udtænkt af George Orwell, Jonathan Swift eller Lewis Carroll. Eller Ludvig Holberg.
Der er sket det besynderlige at en række markante debattører – mange af dem forfattere – pure benægter at sagen overhovedet har noget med ytringsfriheden at gøre. Ytringsfriheden er slet ikke under pres, siger de. Og argumenterer med at der jo ikke i det danske folketing er stillet noget forslag om indskrækninger i ytringsfriheden.
Undskyld jeg siger det, men helt ærligt: Hvor provinsiel og selvtilstrækkelig kan man tillade sig at være? Nej, der er ganske rigtigt ingen i det danske folketing som har stillet krav om begrænsninger af ytringsfriheden – endnu. Men Danmark udgør som bekendt ikke hele universet, der er en temmelig stor verden omkring os. Og temmelig store dele af denne temmelig store verden forlanger altså, hvis I ikke har bemærket det, at vi begrænser ytringsfriheden. Der er et pres på os. Et pres som sagtens kan vokse. Et pres vi – som Mehmet Necef siger – må stå imod.
*
Problemet er at disse debattører blir ved med at rode rundt i den debat om tonen, vi havde til indtil for en måned siden. Ikke for det: det var da en væsentlig debat, det er en væsentlig debat, det syntes og synes også jeg, det har jeg syntes i årevis – jeg skrev selv under på Danske Skønliterære Forfatteres protestnote mod den grimme tone i den offentlige debat. Og det er en diskussion vi må tage op igen efter syndfloden.
Det er bare ikke den diskussion, det drejer sig om lige nu. Den er blevet overdøvet af en langt større, en langt mere skræmmende og farlig.
Men debattørerne forsøger med de særeste krumspring at hage sig fast i den gamle dagsorden og fortrænge den nye. Selv en forstandig og begavet mand som Sven Holm – en forfatter jeg sætter meget højt både personligt og professionelt – vævede sig i et interview i Information forleden ud i en absurd omgang motivforskning, idet han hævdede at sagen om Jyllands-Postens tegnere, i modsætning til Rushdie-sagen, slet ikke handler om ytringsfriheden, eftersom Rushdies bevæggrunde for at skrive De Sataniske Vers var ædlere end tegnernes motiver for at tegne, og avisens motiver for at trykke.
Det er da muligt at Rushdies motiver var mere prisværdige end tegnernes og avisens. Det er endda ikke spor utænkeligt. Det har bare ikke et klap med sagen at gøre. Ytringsfriheden er friheden til at ytre sig, punktum. Uanset hvilke mere eller mindre grumsede motiver der så måtte ligge bag ytringerne. Hvis vi begynder at gradbøje ytringsfriheden alt efter hvilke motiver vi tillægger den som ytrer sig, stiller vi os på despotiets side. Så risikerer vi at ende derhenne, hvor vi kun anerkender at ytringsfriheden gælder for dem vi sympatiserer med.
Og hvem er “vi”?
Det er som om folk tror at de, dersom de erkender at de tolv tegnere befinder sig i nøjagtig samme situation som Salman Rushdie gjorde, dermed samtidig blåstempler tegnerne og Jyllands-Posten og viser dem den samme agtelse som de i sin tid viste Rushdie ved at protestere mod den fatwa, præstestyret i Iran udsendte mod ham.
Dette er en fejlslutning. Det eneste de dermed ville vise agtelse er ytringsfriheden.
Bent Vinn Nielsen, en anden forfatter jeg nærer særdeles stor respekt for og er glad for at kunne kalde min ven, våser næsten endnu værre end Sven Holm, idet han knap nok ulejliger sig med at argumentere for sit synspunkt – han vrænger bare noget om “håneret”. Jyllands-Posten har ikke benyttet sig af sin ytringsfrihed, men udnyttet sin “håneret”! Og dermed basta!
Nå, ja ja, da. Og undskyld vi forstyrrede!
Den absolutte våsepris i den standende debat tilkommer imidlertid forfatteren Mette Winge, som for nylig i Deadline fremlagde følgende argumentation for at tegnernes situation er totalt usammenlignelig med Salman Rushdies: Rushdie er en stor kunstner, og De Sataniske Vers er et vidunderligt værk!
Det er aldeles mageløst. Implicit i udsagnet ligger jo at dersom Rushdie havde været en ringe kunstner og De Sataniske Vers et djævelsk makværk, så havde ayatollah Khomeinis fatwa ikke været et anslag mod ytringsfriheden, men bare mod den dårlige smag!
*
Er der da slet ingen forskel på Rushdie-affæren og sagen om Jyllands-Postens tegninger?
Jo, der er. Verden har ændret sig. Den arabisk-muslimske verden er økonomisk og velstandsmæssigt sakket yderligere agterud i forhold til Vesten – og nu også i forhold til de store asiatiske økonomier, Kina og Indien. Samtidig har islamismen som politisk-religiøs ideologi vokset sig stærkere i hele regionen, og konfrontationen med Vesten er blevet skarpere – bl.a. også på grund af Irak-krigen.
Rushdie-sagen var mere begrænset. Det var det iranske præstestyre mod Salman Rushdie. Specifikt mod den britiske forfatter, og de forlæggere og oversættere der havde med hans bog at gøre, ikke mod Storbritannien eller Vesten som helhed. Og der var ikke nær den samme brede opbakning til fatwaen og fordømmelsen fra den øvrige muslimske verden, selv om der da var masser af sympatisører.
Rushdie-sagen var ikke nær så bred som sagen om Jyllands-Postens tegnere. Nu vender vreden sig mod hele Danmark, mod hele Europa, mod hele den vestlige verden.
Så selv om vandstanden lige nu ser ud til at være faldende, selv om syndfloden trækker sig tilbage, vidner de voldsomme og helt uforholdsmæssige reaktioner på et småpinligt dansk avisstunt om at kløften mellem den stedse mere islamistiske muslimske verden og Vesten er blevet dybere. Og verdenssituationen som sådan langt mere alvorlig.
*
Vi her i den vestlige verden kan prise os lykkelige over at leve i moderne, verdslige demokratier. Vi står på skuldrene af den europæiske Oplysning og nyder godt af de frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden, generationer før os brugte århundreder på at tilkæmpe sig.
Men ytringsfriheden og de øvrige frihedsrettigheder er netop ikke gudgivne. Vi kan så let som ingenting miste dem igen.
Når syndfloden engang, om forhåbentlig ikke så længe, har trukket sig tilbage og vi atter kan få fast grund under fødderne, må vi fortsætte diskussionen om den ubehagelige, fremmedfjendske tone. Og vi må gøre noget ved den.
Men vi må aldrig, aldrig nogensinde give køb på vore frihedsrettigheder.
De er vores. Vores allesammens.
Information, 25 februar 2006