Ord og begreber har det med at dukke op, vokse sig store og fylde uforholdsmæssigt meget i den offentlige bevidsthed, for så lige så stille at forsvinde igen. Det er ikke altid indlysende hvorfor netop de ord og begreber kommer på dagsordenen, ligesom det heller ikke er ganske indlysende hvorfor de forsvinder igen.
Tag nu ordet “fredsbevægelse”. Det hørte man hele tiden i 80’erne. Fredsbevægelsen var en stor ting, det kan ingen, som husker den tid, være i tvivl om. I hver by, hvert kvarter, blev der oprettet fredsgrupper. En mig nærtstående ægtefælle var således dengang, i sin pure ungdom, medlem af Amager Fredsgruppe, har hun i et svagt øjeblik betroet mig.
Men fredsgrupperne blev ikke blot oprettet ud fra geografiske skillelinjer. Hvilken som helst distinktion kunne bruges: køn, seksuel orientering, fritidsinteresser. Der var Kvinder for Fred, Bøsser for Fred, Lesbiske for Fred, Filatelister for Fred, Motorcyklister for Fred – og hvis stavgang ellers havde været opfundet dengang, ville der garanteret også have været Stavgængere for Fred!
Fredsbevægelsen fyldte så meget i mediebilledet, at en iagttager fra en fjern galakse måtte forestille sig, at Danmark og Europa i de år blev sønderrevet af krige, og at en stadig strøm af danske soldater vendte hjem fra slagmarken i flagdraperede kister. For hvorfor dog ellers bruge al den energi på at agitere for fred?
Men ironisk nok var sandheden, at fredsbevægelsens storhedstid faldt sammen med en af de længste og mest stabile fredsperioder i nyere europæisk historie. Siden 1945 havde der ikke været egentlige krige i Europa. Det kom der først i det følgende årti, i 90’erne, med Jugoslaviens blodige opløsning. Og da var fredsbevægelsen forlængst gået i sig selv.
Og af uransagelige grunde er den ikke genopstået i dette årti, hvor vi ellers regelmæssigt udsættes for forstemmende tv-billeder af soldater, der returnerer fra krigsskuepladserne i dannebrogsdraperede trækasser, og en fredsbevægelse måske netop ville give en vis mening.
Men nej. Fredsbevægelserne hører fortiden til. Til gengæld er der dukket nye ord og begreber op, der står i et lige så bizart misforhold til den aktuelle virkelighed som “fredsbevægelse” gjorde til de ublodige firsere.
“Kulturnation”, f.eks. Det ord hørte man stort set aldrig før i tiden. Men i de sidste ti-femten år har man hørt det oftere og oftere, gerne i sætningen: “Danmark er en kulturnation”. Fremført med stedse mere skinger og insisterende stemmeføring, som om den talende – sædvanligvis en politiker – ikke rigtig tror på det, han eller hun siger.
Der er da også mere tale om en besværgelse, en magisk formular, end et udsagn med reelt indhold. For begrebet er sjovt nok kommet til ære og værdighed, nogenlunde samtidig med at de katastrofale konsekvenser af halvfjerdsernes anti-intellektuelle skoletænkning for alvor er slået igennem – med ringere læsefærdighed, en generel sænkning af det faglige niveau og den almene dannelse, og en tungere social arv til følge. Ligesom man i 80’erne agiterede mod krig, selv om der ikke var krig, slår man sig nu for brystet, stamper trodsigt i jorden og råber “Kulturnation!” Skønt Danmark vel næppe, i nyere tid, har været længere fra at være en kulturnation end landet er i dag.
Men man forsøger at lade som om. Der var f.eks. kanon-projektet, som i sit udgangspunkt var endog særdeles fornuftigt: en liste over litterære værker, danske skoleelever som et minimum bør stifte bekendtskab med – men som udartede til det rene hitlistemageri, en absurd selskabsleg.
Og på det seneste har vi fået en masse nye universiteter. Vi har aldrig haft så mange universiteter som nu, jeg har ikke tal på hvor mange. Det tror jeg faktisk de færreste har.
Ikke sådan at forstå, at vi har bygget nye universiteter, for det har vi ikke. Det ville da også være alt for dyrt. Nej, vi har såmænd bare besluttet os for at kalde nogle allerede eksisterende uddannelsesinstitutioner for universiteter, selv om de ikke er det. Det er meget billigere. Og det viser, hvilken gevaldig kulturnation vi er.
Tjoeh. Omvendt kunne man stilfærdigt påpege, at det jo er lige præcis sådan man gør i tredjeverdenslande. I den tredje verden findes der rigtig mange “universities”, som absolut intet har med universiteter at gøre. Måske er det dér, Helge Sander har hentet inspirationen.
Og der indgår mange andre byggestene i en kulturnation. Bl.a. et offentligt biblioteksvæsen. Her i landet er folkebibliotekerne en problematisk størrelse. Ikke blot fordi der i disse år nedlægges så mange af dem, endnu flere end der åbnes nye universiteter.
Men også – og måske især – af andre grunde udgør folkebibliotekerne et problem i kulturnationen. Et problem, der har vokset sig stadig større siden 1983. Dengang det så småt begyndte at gå galt.
I 1983 kom der en ny bibliotekslov, som indebar, at statens tilskud til folkebibliotekerne ikke længere tilgik kommunerne som øremærkede beløb, der kun måtte bruges på bibliotekerne, men nu i stedet indgik i de generelle bloktilskud.
Konsekvensen var givet på forhånd. Lige så snart der blev smalhals i de kommunale budgetter – og hvornår er der ikke det? – ville bibliotekerne naturligvis komme til at holde for. Ingen dansk kommunalbestyrelse kunne drømme om at vægte kultur på linje med hjemmehjælp og daginstitutioner.
Så det gik som det måtte gå. Bibliotekerne indledte deres déroute. Udlånstallene – som i netop 1983 var de højeste nogensinde – holdt sig dog så nogenlunde frem til 1991. Da var forringelserne slået så meget igennem, at også udlånene begyndte at falde.
En logisk udvikling. Et biblioteksvæsen med færre filialer, færre bogtitler på hylderne og færre eksemplarer af den enkelte bogtitel, udgør jo slet og ret et mindre attraktivt tilbud til borgerne.
Og det blev ikke just bedre af, at den anti-intellektualisme og anti-boglighed, der har præget det danske uddannelsessystem siden Folkeskoleloven af 1975, efterhånden også satte sig igennem på bibliotekerne. “Bibliotek” betyder som bekendt “bogsamling”, men samtidig med at bibliotekernes bogsamlinger svandt, blev der fyldt op med videoer, cd’er og computerspil.
Nogle steder er det værre end andre. For et par år siden flyttede vi til Søborg, der ligger i Gladsaxe Kommune, og man bør jo benytte de lokale institutioner, så jeg havde tænkt mig at bruge Gladsaxe Hovedbibliotek, ikke mindst når jeg skulle låne bøger til vores lille datter.
Astrid og jeg kørte da også ud til hovedbiblioteket nogle gange. Men det var simpelthen for deprimerende. En exceptionelt stor del af gulvarealet – over halvdelen, så vidt jeg kan bedømme – er fyldt op med videobånd, dvd-film, musik-cd’er og computere. Klemt sammen ovre i hjørnet står bøgerne så. Jeg har naturligvis ikke talt dem, men jeg tror aldrig, jeg har set et hovedbibliotek med så få bøger.
Det gider man jo ikke. Og “man” er altså ikke bare mig og min nu seksårige datter. Vi kom vel på Gladsaxe Hovedbibliotek en tre-fire gange, inden vi opgav det, og hver gang var der halvtomt.
Vi er nu vendt tilbage til vores gamle bibliotek, Frederiksberg Hovedbibliotek. Hvor bøgerne stadigvæk er det centrale.
Det er et bibliotek, ganske enkelt.
Og der er altid stuvende fuldt.
*
Folkebibliotekerne har det ikke godt. Men det står jo aldrig så skidt til, at det ikke kan blive ringere endnu!
Jeg er medlem af bestyrelsen for Danske skønlitterære Forfattere. Ved et bestyrelsesmøde for noget tid siden var folkebibliotekerne endnu en gang oppe at vende. I den forbindelse henledte et af bestyrelsesmedlemmerne vores opmærksomhed på et bizart projekt, bibliotekerne i Aalborg havde kastet sig ud i: “Det (næsten) bogløse børnebibliotek – et børnebibliotek indrettet på børns præmisser”. (Kan hentes på Biblioteksstyrelsen hjemmeside.)
Det var rystende læsning. Ikke blot på grund af det fattige, floskelagtige sprog – ordet “videnssamfund”, endnu et af tidens buzz-words, optrådte selvfølgelig adskillige gange, stavet på den poppede måde, med ét s, “vidensamfund” – men også, og især, på grund af projektets grænseløse stupiditet. Børnebiblioteket skal således ikke længere primært formidle bøger, men “børns egen kultur”.
Og hvad er så “børns egen kultur”? Jo, ifølge projektet er det film, musik og computerspil.
Det vil altså sige, at de film, den musik, de computerspil, voksne i underholdningsindustrien fremstiller, henvendt til børn, er børnenes egen kultur. Hvorimod de bøger, voksne børnebogsforfattere skriver, henvendt til børn, ikke er det.
Det er jo det argeste sludder!
Til børnenes egen kultur hører bl.a. også “kendisbesøg”, kan man læse længere henne i makværket.
Se og Hør og Billed-Bladet indgår altså ligeledes i “børnenes egen kultur” – fremfor Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard!
Nej, det er for dumt, det er ikke til at holde ud. Og vi kunne da heller ikke holde det ud, den eftermiddag til bestyrelsesmødet. Vi måtte blot trøste os med, at det da gudskelov kun var i Aalborg. Og jeg sendte en medfølende tanke til min barndomsby.
Men idioti har det med at brede sig. Og til min rædsel kunne jeg den 26. december i Politiken læse, at ophavskvinden til det aalborgensiske tumpeprojekt var blevet ansat som øverste chef for Københavns Hovedbibliotek.
*
“Bøgerne skal have modstand” lød overskriften til interviewet med 35-årige Pernille Schaltz, som vil have færre bøger – men mere triviallitteratur! – og så ellers flere produkter fra den elektroniske underholdningsindustri på hylderne. Nøjagtig ligesom på børnebiblioteket i Aalborg. Jeg ved ikke om der også planlægges kendisbesøg. Det gør der sikkert.
Jeg orker næsten ikke argumentere mod Pernille Schaltz’ ny-rindalistiske vås. Hun bryder sig tydeligvis ikke om litteratur og har overhovedet ikke fattet, hvad et offentligt bibliotek er. Hun tror åbenbart, at det eksisterer på markedets betingelser, selv om det netop er et korrektiv til markedet. Hun har ikke forstået, at skrift- og bogkulturen er fuldstændig grundlæggende i vestlig civilisation. At man blir klogere af at læse bøger – hvilket er påvist ved utallige undersøgelser – og dertil også kan få store kunstneriske og erkendelsesmæssige oplevelser. Og hun aner øjensynlig ikke, at bibliotekerne også har en museal funktion.
Hun har i det hele taget ikke fattet, hvorfor et samfund har biblioteker.
Nej, det kan ikke nytte at argumentere mod hendes biblioteksuforstand. Det ville være lige så meningsløst som at forsøge at forklare en blind farverne.
Men lad mig i stedet prøve at tale til hendes “indre handelsmand”, som hun selv så smagfuldt udtrykker det. For hendes plan for Københavns Hovebibliotek, som ikke går ud på at skabe et bedre hovedbibliotek, men blot, med en af tidens handelsstandsfraser, at skaffe flere kunder i butikken – den er dømt til at slå fejl.
Og hvorfor er den så det?
Jo, for at parafrasere James Carville, Bill Clintons gamle kampagneleder: It’s the demography, stupid!
Demografien er imod hende. Ved at satse massivt og populistisk på at tiltrække børnene og de unge, vil hun samtidig, uundgåeligt, støde de mere modne, litteraturinteresserede borgere fra sig. Og det vil få besøgstallet til at falde, ikke stige. For befolkningssammensætningen er altså sådan, at der ikke er ret mange børn og unge – hvorimod der er rigtig mange københavnere over fyrre.
De må jo så søge ud på Frederiksberg. Der blir trængsel mellem reolerne!
*
Men skurken er ikke Pernille Schaltz. Den virkelige skurk er de ansættende myndigheder. Hvorfor har de dog ansat hende som øverste leder af landets største hovedbibliotek? Hendes claim to fameer nogle popsmarte ideer om bibliotekers indretning, hentet fra detailhandelen, som sikkert af nogle kan opfattes som “forfriskende anderledes” – men i en alder af 35 kan hun umuligt have nogen dybere, praktisk indsigt i biblioteksdrift, endsige erfaring med at lede en stor institution.
Det er en mærkværdig tendens: Oftere og oftere ser vi offentlige lederstillinger besat af yngre mennesker, som ret beset er aldeles ukvalificerede og forudsætningsløse i forhold til opgaven.
Men tendensen ses udelukkende i det bløde, kulturelle felt. Ikke på de “hårdere” områder. På Rigshospitalet kunne man jo ikke drømme om at ansætte en nyuddannet læge som ledende kirurgisk overlæge, ud fra en forestilling om at netop han, fordi han var ung og ikke tynget af erfaring og viden, ville se på tingene med friske øjne!
Når der er opstået den tendens på det kulturelle felt, hænger det selvfølgelig sammen med, at vi her i landet ikke tar kulturen alvorligt.
Og det er derfor, lige præcis derfor, at vi ikke er en kulturnation.
Men vi kan jo, som en afsluttende krølle, kaste blikket over Sundet. Til Malmø, hvor man, sjovt nok, også netop har ansat en ny chef for hovedbiblioteket – eller Stadsbiblioteket, som det hedder.
Det er den 52-årige Elsebeth Tank, som kommer fra en stilling som direktør for Danmarks Blindebibliotek. Ifølge en pressemeddelelse fra Stadsbiblioteket har hun arbejdet 13 år på forskellige folkebiblioteker i København; i tre år var hun formand for Bibliotekarforbundet; i fire år kultur- og bibliotekschef i Køge, og derefter, i ni år, direktør for Blindebiblioteket. I løbet af sin karriere har hun suppleret sin bibliotekaruddannelse med flere lederuddannelser.
Se, det er et cv, som passer sig for lederen af et stort hovedbibliotek.
I en kulturnation.
Politiken, 10. januar 2008