Det er et underligt erhverv at være forfatter. Ufatteligt, i grunden, at nogen gider. Man sidder helt alene, i meget lang tid, måneder, år – mutters alene i et værelse med sig selv og sin historie, sin som oftest genstridige historie som er en hemmelighed, det er den for de fleste forfattere, den bog man arbejder på er en hemmelighed som man ikke har lyst til at tale med andre om før den er færdig, man er bange for at den skal forsvinde, fordampe, miste sin kraft, hvis man begynder at tale om den, så det gør man ikke. Jeg taler kun med min kone om det jeg arbejder på, og kun i meget generelle termer.
Nogle gange kan man i selskaber komme ud for mennesker som synes at det da må være noget så spændende at være forfatter. Så svarer man et eller andet uforbindende og tænker at de ikke må være rigtig kloge, for der er altså ikke noget mere røvkedeligt end dag ind og dag ud at sidde for sig selv med sin computer, uden en sjæl at tale med. Og man tænker at man burde være blevet tandlæge, tandlæger har gerne sådan nogle fikse klinikassistenter, dem kan de tale med, og de kan tale med patienterne som ligger i stolen med vattamponer og ting og sager i munden og ikke kan svare igen, kun gurgle gutturalt. Det må være alle tiders. Jeg er misundelig på tandlægerne.
Jeg er i det hele taget misundelig på de fleste. Jeg er misundelig på lyrikerne, fordi jeg forestiller mig at de arbejder i korte, koncentrerede anfald af beåndet inspiration, og så ellers har fri resten af dagen til at gå på café eller trave ud i naturen og glo på lærker, og hvad digtere sådan ellers gør. De er jo noget mere kunstneriske og poetiske end prosaister, som er – nå ja, temmelig prosaiske.
Man skulle have været digter. Romanforfatter, det er bunden!
Men bunden er ikke bare bunden, selv i bunden er der en bund og en top. Og her tænker jeg ikke så meget på at nogle forfattere sælger i større oplag end andre, og tjener mange flere penge end andre. Hvis det kun drejede sig om penge, så kunne man jo bare nøjes med at misunde tandlægerne, for der er med garanti mange flere velhavende tandlæger her i landet end der er velhavende prosaister. Og så har de klinikassistenter.
Nej, jeg tænker mere på at nogle forfattere skriver hurtigere end andre. Får arbejdet hurtigere fra hånden, simpelthen. Jeg læste engang et sted at Svend Åge Madsen, når han er svanger med en roman, tar ud i et sommerhus og forløses i løbet af ganske få uger. Respekt! siger jeg.
Men endnu mere respekt og hatten af for Raymond Chandler, som skrev sine romaner på to døgn! Det foregik på den måde at han travede op og ned ad gulvet, mens han drak whisky og dikterede til en sekretær. Han konsumerede to-tre flasker whisky i døgnet, og han havde tre sekretærer som arbejdede i skiftehold. Hver fjerde time kom der en læge, målte puls og blodtryk og gav ham en vitaminindsprøjtning. Det var fandeme forfatteri der ville frem!
Jeg skriver afsindig langsomt, det er derfor jeg er så misundelig. Og jeg har aldrig haft en sekretær, endsige tre, men jeg har engang forsøgt at skrive på whisky. Masser af forfattere har skrevet på whisky. Det hører sig ligesom til, det er så mandigt og forfatteragtigt.
Men jeg blev bare fuld, og mistede enhver interesse for arbejdet.
Det var den rene ynk.
*
Romanforfatterens arbejde er altså ikke det mest spændende i denne verden, uanset om hans (eller hendes) bøger måtte være det. Det er meget ensomt, og indimellem kan det også være temmelig kedeligt.
Men man blir jo ved. Og det gør man selvfølgelig, fordi man ikke kan lade være. Og på et eller andet tidspunkt blir man da også færdig med den forbistrede bog. Man sætter det sidste punktum, rejser sig fra stolen, åbner døren til sit beklumrede værelse, misser med øjnene mod lyset, det uvante lys, og går hen på sit forlag.
Og nu er det så at romanprojektet skifter fra at være et manisk énmandsprojekt til et mere kollektivt foretagende, en produktion som gennemføres i samarbejde med andre mennesker. Forlaget er stedet hvor forfatteren møder samfundet, så at sige, hvor han næsten blir en del af samfundet. Det er lige før han kan bilde sig ind at han er tandlæge.
Det er om sådan et mødested, denne tekst møjsommeligt, ad omveje, forsøger at komme til at handle. Nemlig forlaget Lindhardt og Ringhof, som efter at have eksisteret i seksogtredive år nu ser ud til endegyldigt at forsvinde. Her i efteråret pakkes resterne ned og flyttes til Egmont-koncernens forlag, Aschehoug, som i samme anledning har truffet den – udefra set – temmelig sælsomme disposition at tage navneforandring til Lindhardt og Ringhof. Kun navnet blir altså tilbage. For uanset hvordan det går, er det meget svært, for ikke at sige umuligt, at forestille sig at den nye forlagskonstellation skal blive som L&R var i sin storhedstid.
Og det er sikkert heller ikke meningen.
*
Mit personlige kendskab til Lindhardt og Ringhof går ti år tilbage, til efteråret 1997. Men først – et kort historisk rids:
I 1971 sagde Gyldendals administrerende direktør, Otto B. Lindhardt, og forlagets direktionssekretær, Gert Ringhof, deres stillinger op og startede deres eget forlag sammen med deres ægtefæller. I 1973 kom sekretæren Lis Marr til, og hun er der stadig, Lis Marr som så at sige er L&R – men som går på pension i år.
Lindhardt og Ringhof var i sit udgangspunkt klart kommercielt.
Alle forlag er for så vidt kommercielle, men L&R var det nok lidt mere end de fleste. Forlaget var der for at tjene penge, og der blev tjent penge, både på fag- og skønlitteratur. Det betød selvfølgelig også at det fik et vist bestselleristisk præg. L&R var i hvert fald ikke det første sted, det faldt en håbefuld ung lyriker ind at henvende sig med sit debutmanuskript!
Men det skulle ændre sig. I 1990 solgte d’herrer Lindhardt og Ringhof deres livsværk til svenske Bonnier, og i 1992 tiltrådte Torben Madsen, som tidligere havde slået sine folder på Gyldendal og dagbladet Information, stillingen som forlagschef – og snart var forlagets profil mærkbart forandret.
Torben Madsen trak en del måske ikke så storsælgende, men litterært tunge forfattere med sig. Blandt de lidt ældre kan nævnes Peer Hultberg, Jens Smærup Sørensen, Vibeke Grønfeldt – blandt de yngre, forfattere som Thomas Boberg, Solvej Balle, Mads Brenøe. For blot at nævne nogle få. Og Madsen begyndte sågar at udgive lyrikdebutanter!
Med ét var L&R blevet et rigtig bredt, skønlitterært forlag, for så vidt som det nu dækkede hele spektret, og ikke længere altovervejende kun udgav den brede litteratur, men også den smalle. Et bredt forlag. Bredt som det Gyldendal, alle danske forlag måler sig med. Kommercielt og finlitterært på samme tid. Blot meget mindre.
Torben Madsen tog sin afsked i 1996 for blive direktør for Samleren. I stedet ansattes Hans Henrik Schwab, tidligere lyrikredaktør på Borgens Forlag. Jeg kendte Hans Henrik fra gammel tid, fra Aarhus Universitet. I efteråret 1997 henvendte jeg mig til ham med manuskriptet til Adèle, en kort, erotisk roman.
Og dér begyndte min personlige historie på L&R.
*
Noget af det første der slog mig på Lindhardt og Ringhof var humøret. Der var et formidabelt humør! Ikke sådan at forstå at folk gik rundt med lalleglade smil på hele tiden, som i en tandpastareklame, det gjorde de ikke. Men det gik hurtigt op for mig at stedet var gennemsyret af en stor entusiasme for det fælles projekt, det fælles projekt som udgjordes af bøgerne.
Hvor man på mange forlag kan fornemme en vis rivalisering mellem de enkelte afdelinger, så forekom dette element aldeles fraværende på L&R. Der syntes ikke at være nogen skarpe skel mellem redaktion, marketingsafdeling, teknisk tilrettelæggelse.
Dette gav naturligvis en helt særlig stemning, en ganske særlig ånd. Og forfatteren var med hele vejen igennem. For den lyssky forfatter, som netop var trådt missende ud fra sin monomane ensomheds mørke, var dette en fantastisk oplevelse, på samme tid skræmmende og berusende.
Og man lærte dem hurtigt at kende, allesammen. Hans Henrik kendte jeg jo i forvejen, men så var der ovennævnte Lis Marr, som stod for sekretariatet, Jens Thestrup som stod for den tekniske tilrettelæggelse, og den smukke og hurtigttænkende Lise Ringhof, marketingschef og datter af den ene af forlagets grundlæggere. Og den femte februar 1998, samme dag som Adèle udkom, tiltrådte endnu en smuk og begavet kvindelig medarbejder, Anne-Marie Christensen, en stilling som redaktør. Hende lærte jeg ikke at kende lige med det samme, men det kom jeg snart til, og så blev jeg gift med hende. Det endte som det gør i romanerne, altså ikke de romaner jeg skriver, i mine romaner går det altid ad helvede til, men i den anden slags romaner, i den slags romaner hvor det går godt …
Men man behøvede altså ikke at gifte sig med en af medarbejderne for at få et nært forhold til L&R, det tror jeg faktisk de fleste af forfatterne havde.
Det nære forhold hang naturligvis sammen med det sømløse samarbejde mellem afdelingerne, og med den omstændighed at forfatteren var med hele vejen igennem.
Og det hang selvfølgelig sammen med de mennesker som udgjorde forlaget. En gruppe højt begavede, dedikerede bogmennesker som var samlet på dét sted i de år, og som bare klikkede exceptionelt godt sammen.
Og jeg hæver mit colaglas, og lader som om det er whisky, og udbringer en skål for de allerede nævnte, og for de andre jeg kom til at kende: Nils Hasager, Trine Licht, Merete Borre, Jacob Søndergaard, Kirsten Frese, Rudi Urban Rasmussen, Susanne Bent Andersen, Line Aagaard, Nya Guldberg, Lisbeth Møller-Madsen, Anne Burr, Kirsten Ringhof, Simon Pasternak og – og flere, mange flere, min dybeste undskyldning til alle dem jeg har glemt …
*
Alt var altså idel lykke? Nej, det var da ej! Forfattere brokker sig altid over deres forlag, der er altid noget at brokke sig over, og jeg brokkede mig da også jævnligt.
Jeg var tilknyttet L&R fra efteråret 1997 til foråret 2004, og udgav fire romaner på forlaget. Den sidste, Grungen, udkom i 2003.
Og i den periode væltede forlaget fra den ene ledelsesmæssige krise til den næste. Under det meste af turbulensen lykkedes det imidlertid redaktionen, marketingsafdelingen og den tekniske afdeling at holde sammen, så forfatterne mærkede ikke meget til det.
Indtil 2002, da forlaget fik ny administrerende direktør og ny marketingsdirektør. De var nok dygtige hver for sig, men ingen af dem havde helt fattet hvad forlaget gik ud på, det er i hvert fald mit indtryk, eller også ville de bare noget andet, og det hele begyndte langsomt at gå i opløsning. Medarbejderne sagde op eller blev sagt op, forfatterne sivede eller blev smidt ud. Den 25. marts 2004 er en mærkedag i vores familie. Den dag døde min far, og min kone blev fyret fra L&R. Hun er i dag på Politikens Forlag.
En lille måned senere, den 21. april, holdt Johannes Riis femogtyve års jubilæumsreception på Gyldendal. Jeg kendte Johannes fra gamle dage, og han havde på Samlerens Forlag udgivet en af mine tidligere romaner, Nulstillelsen. Jeg gik til receptionen og sagde at jeg gerne ville udgive min næste bog hos ham. Det blev han glad for, sagde han. Og det blev jeg glad for at han sagde.
*
Nu pakkes Lindhardt og Ringhof så sammen. Kun nogle få medarbejdere går med over til Egmont. Lis Marr går på pension, de øvrige er spredt for alle vinde: Politikens Forlag, Gyldendal, People’s Press. De fleste af forfatterne har også fundet andre græsgange, Mange er, som jeg selv, gået til Gyldendal.
Når jeg rister denne minderune, er det naturligvis fordi jeg opfatter L&R, som det var i de år, som noget helt unikt i dansk forlagshistorie. Og fordi, og det er det bedrøvelige ved det, jeg har svært ved at se at noget tilsvarende kan opstå igen, sådan som situationen på bogmarkedet har udviklet sig.
I de seneste år er der sket en voldsom koncentration i forlagsbranchen, hvor Gyldendal-koncernen har fået en mere dominerende position end nogensinde før. Det skal blive spændende at se, om Aschehoug og resterne af L&R, i det nye Lindhardt og Ringhof, kan blive en værdig modspiller.
Jeg håber det. For konkurrencens skyld. Og jeg ved fra Johannes Riis, at Gyldendal heller ikke ville være ked af lidt mere konkurrence.
Men jeg tror ikke at et lille, vævert forlag, sådan som L&R tidligere var, ville kunne klare sig i dag.
Der er nemlig også sket noget i distributionsleddet. Omkring 60 procent af omsætningen på bogmarkedet foregår nu gennem de store kæder, som har etableret et centralt indkøb, Indeks Retail, som er stærkt bestsellerorienteret og i stand til at presse forlagene voldsomt på priserne.
Dette indebærer at det er blevet sværere at drive forlag. Indtjeningen på den enkelte titel går ned, og udvalget i boghandelen blir ringere. Der er færre titler på hylderne, simpelthen. Man kan selvfølgelig bestille – men det er altså ikke det samme. Impulskøbet, fornøjelsen ved at shoppe bøger forsvinder.
Til skade for den danske litteratur. Og den danske bogkultur.
Politiken, 16. november 2007