Virkeligheden er overalt, og vi er i virkeligheden. Nogle dog nok mere end andre; nogle af os kan forekomme mere virkelighedsnære end andre – andre mindre. Men dé andre som kan synes at have et mindre virkelighedsnært, et mere virkelighedsfjernt forhold til virkeligheden end andre, er lige præcis de andre – ikke os selv. For vi har alle, hver for sig, en klar forestilling om at netop vores forestilling om virkeligheden er – den virkelige.
Vi lever i “den virkelige verden”, som man siger.
Men gør vi nu også virkelig det? Jeg kommer mere og mere i tvivl. Siden årtusindskiftet er det som om der har bredt sig et stadig stærkere skær af uvirkelighed over den verden vi troede at kende. Dette er sket samtidig med at internettet har udbredt sig så eksplosivt at det efterhånden udgør et alternativt univers.
Samtidig med – og som en følge af. For hvis det ikke havde været for internettet – og de sociale medier, ikke mindst – ville man næppe være begyndt at tale om “det postfaktuelle samfund”.
Uvirkelighedsfølelsen tog et kvantespring i 2016, det sære år hvor alting for alvor syntes at gå i opløsning. Hvor utrygheden ved verdensordenen, hvis man da efterhånden overhovedet kan tale om en verdensorden, voksede sig større end den vel nogensinde har været siden anden verdenskrig.
Ud over voldsomme terrorangreb – Bruxelles, Lahore, Orlando, Nice, for nu at nævne dem som fik størst pressedækning – var det også som om hele den vestlige verdens politiske struktur og sammenhængskraft begyndte at gå op i limningen. I juni kom den skæbnesvangre folkeafstemning om Storbritanniens tilknytning til EU – en afstemning som daværende premierminister David Cameron ikke havde udskrevet, fordi han og hans nærmeste allierede i den britiske regering fandt det væsentligt at høre folkets mening om den sag, formålet var udelukkende internt partipolitisk: EU-modstanderne i Det Konservative Parti skulle trynes eftertrykkeligt. Ikke et øjeblik faldt det øjensynligt Cameron & kumpaner ind at når man udskriver en sådan afstemning, så er der faktisk en risiko for at man kan tabe den!
Men selv om meningsmålingerne havde spået et andet resultat, gik det som det gik. Og verden så måbende til, efterhånden som det stod mere og mere klart at den britiske regering tydeligvis ikke havde gjort sig de mindste overvejelser om hvad der skulle ske, dersom afstemningen gik den imod. Der var simpelthen ingen plan B. Det var så totalt uansvarligt at det ikke var til at fatte. Hvordan kunne en regering dog spille hasard på den måde?
* * *
Men som vi alle ved, skulle uvirkelighedsfølelsen og utrygheden blive endnu værre. Ligesom meningsmålingsinstitutterne gik fejl af den britiske folkeafstemning, gik de også grueligt fejl af det amerikanske præsidentvalg. Efter en grotesk og absurd valgkampagne vandt ejendomsmogulen og realitystjernen Donald Trump valget den 8. november. Og lige siden har alting handlet om ham.
Hvor virkeligheden tidligere forekom at være blevet temmelig flosset i kanten, blæser der nu en nyhedsstrøm som indimellem kan få én til spekulere på hvilken planet man mon lever på.
Sådan har jeg det i hvert fald. Hver morgen, når jeg vågner – hvis jeg da virkelig vågner, for indimellem kan jeg komme i tvivl, drømmer jeg eller er jeg vågen? – går jeg som noget af det første ind på CNN’s, BBC’s, Washington Posts og New York Times’ hjemmesider for at se hvad Trump NU har fundet på. Vil USA mon i dag overholde sine forpligtelser over for Atlantpagten? Har Rusland erobret Krim, eller er det bare løgn? Hvor kæmpestor var Trumps koloenorme valgsejr? Hvor stor en rolle spillede de russiske efterretningstjenester i det amerikanske præsidentvalg? Hvor mange gange har Trump løjet lodret inden for det seneste døgn? Og om hvad? Hvor mener Trump at der i aftes var et terrorangreb som ingen har hørt om – Atlanta, Sverige, Bowling Green, Læsø? Hvem har han nu svinet til på Twitter?
Hver dag er som en absurd teaterforestilling. Man ville ikke kunne skrive en satirisk roman bygget over Donald Trump – for Trump er sin egen karikatur, man ville aldrig kunne gøre figuren mere ekstrem, bizar eller latterlig end forlægget.
Eller mere uhyggelig.
Nyhedskanalerne flyder dagligt over med analyser. Ikke så meget egentlige politiske analyser – men snarere analyser af fænomenet Donald Trump: Hvor tilregnelig – eller utilregnelig – er han? Hvor bims? Hvor involveret er han og medlemmer af hans stab med russerne? Og hvordan? Hvor længe holder han, inden han stilles for en rigsret og tvinges til at gå af? Hvis man skal gå efter bookmakernes odds, holder han ikke længe.
En sådan pressedækning af en nytiltrådt amerikansk præsident har man aldrig set før. Men man har heller aldrig set en sådan præsident før. Trump er personifikationen af det postfaktuelle samfund. At følge med i nyhedsstrømmen er som at glide ind og ud af en feberdøs, på grænsen mellem søvn og vågen. Og endnu værre bliver det, når man fra nyhedsmedierne går over i de såkaldt sociale medier på internettet. Facebook, f.eks, hvor konspirationsteorierne florerer lystigt og faktaresistensen er massiv, hvor verificérbare fakta ofte må vige for såkaldt alternative fakta, og jorden lige så gerne kunne være flad som rund.
* * *
Hvis man skulle forsøge at gøre op hvor meget der er skrevet i aviser og ugemagasiner om hvordan det dog kunne gå til at Trump blev valgt til præsident i USA, måtte man regne i spaltekilometer, ikke -millimeter. De fleste forklaringer går ud på at Trump har forstået et udnytte en ulmende utilfredshed i dele af den industrielle arbejderklasse som er blevet sejlet agterud af den globalisering, den politiske klasse – i USA såvel som her i Europa – er så begejstret for.
Det lyder såmænd plausibelt nok. Spørgsmålet er så bare: Hvordan kan det være at milliardæren Donald Trump – som ikke engang har arbejdet sig op fra fattige kår, men blev født med en sølvske i munden; en mand som lever i overdådig luksus og har indrettet sine forgyldte hjem som smagløse kopier af Solkongen Ludvig den Fjortendes Versailles; som er kendt for at snyde sine ansatte og samarbejdspartnere; som har fyldt sit kabinet op med andre milliardærer og mangemillionærer – hvordan kan han, af alle, opfattes som repræsentant for et folkeligt oprør mod eliten?
Han er USA’s præsident. Han besidder verdens mest magtfulde embede. Hans parti har flertal i begge Kongressens kamre. Men selv efter at han blev valgt, og efter sin tiltræden, er han blevet ved med at udsende sine vrede tweets, som om han var i opposition til magten. Det er jo et helt fantastisk svindelnummer. Men øjensynlig virker det. Selv om han er dén amerikanske præsident som ved sin tiltræden havde den laveste folkelige opbakning nogensinde – en opbakning som er faldet støt lige siden – har han stadig sine kernetilhængere fra Rustbæltet med sig. De genkender velsagtens sig selv i hans vrede, for de har den selv i sig.
Trump spiller på vreden og frygten i de brede lag af den amerikanske befolkning, som udviklingen har parkeret på et sidespor. Og så er han populist. Han har ikke megen egentlig politik at byde på, det hele er symboler og slagord: grænsemuren mod Mexico, som mexicanerne skal betale. “America First”. “Make America Great Again”.
Men populisme er vel i bund og grund også en slags – forloren – folkelighed. Helt konkret betyder “populisme” folkelighed, eftersom det bygger på det latinske “populus” – “folk”. Med sin populistiske tilgang er det lykkedes den absolut ufolkelige Donald Trump at fremstå som folkets stemme mod den elite, han så ubetinget selv er en del af.
Og så er han også, på sæt og vis, folkelig – på en tredje måde, med et tredje ord: Han er vulgær. Overordentlig vulgær. Og “vulgaritet”, som kommer af latin “vulgus”, “det jævne folk”, betyder i bund og grund også – folkelighed. På den mere tarvelige måde.
Trumps vulgaritet viser sig ikke blot i hans bravado, hans evindelige storpraleri, og hans forkærlighed for glimmer og guld – men også i hans primitive sprog. Hans ordforråd er meget begrænset. Alting, og alle mennesker, er altid enten helt fantastiske: “wonderful”, “amazing”, “great”, “the best” – eller helt ad helvede til: “fake”, “failing”, “crooked”, “losers”. Han taler som et barn, et ikke specielt velartikuleret barn. Hvilket selvfølgelig også kan få ham til at fremstå anti-elitær i nogle menneskers øjne.
* * *
At Trump har et mildest talt afslappet forhold til sandheden er blevet demonstreret igen og igen. Men hans helt store svindelnummer, hans allerstørste løgn, er hans fremstilling af sig selv som den jævne mands forkæmper mod eliten. Derved minder han en del om en anden kendt populistisk politiker, Italiens endnu rigere Silvio Berlusconi.
Men hvis vi prøver at skue lidt indad, genfinder vi i disse år faktisk den samme anti-elitistiske løgn i dansk politik. Blot defineres “eliten” noget anderledes. Hvor Trump har udpeget medierne og den politiske klasse i Washington DC som den elite, han vil bekrige på det jævne folks vegne, hedder “eliten” i den fremherskende danske politiske optik simpelthen København. Byen København – som af en eller anden grund ikke omfatter Christiansborg.
Mogens Lykketoft har som bekendt omtalt statsminister Lars Løkke Rasmussen som “den lille svindler”. Det skal jeg ikke kommentere. Men Lars Løkke Rasmussens anti-københavnske korstog må betegnes som ekstremt hyklerisk. For en stor del af problemerne i det Udkantsdanmark, han pludselig omfatter med en så stor og så påtaget omsorg, er i allerhøjeste grad forårsaget af Venstre-ledede regeringer, hvis hovedløse reformer er gået hårdt ud over den offentlige infrastruktur i udkantsområderne. Der er blevet nedlagt skoler, biblioteker, rådhuse, kommunekontorer, sygehuse, daginstitutioner, skattekontorer, posthuse, domhuse, politistationer. Det man kalder for – samfundet. Så når regeringen nu, som en slags kompensation, vil nedbryde centraladministrationen og sprede stumperne ud over landet, kan det kun opfattes som gement stemmefiskeri.
Men hvis de danske politikere virkelig afskyr København så meget, og synes at det er en så forfærdelig krænkelse at Danmark har en hovedstad – hvorfor går de så ikke selv i spidsen, og flytter Folketinget til f. eks. Herning? Så kunne vi bruge Christiansborg til noget andet.
* * *
Der er ikke længere nogen afgørende ideologiske modsætninger mellem de store politiske partier i Danmark. Hvad enten regeringen er borgerlig eller såkaldt socialdemokratisk, er den førte politik stort set den samme. Politikerne har ingen egentlige politiske ideer, de vil bare administrere efter den samme neoliberalistiske New Public Management-regnearksfilosofi. Hvilket også har ført til en række it-skandaler og idiotiske privatiseringer som både økonomisk og på anden vis har medført store tab for Danmark. Blandt privatiseringerne er salget af DONG er nok den største skandale. Men her på det seneste er der kommet en anden til, som må få enhver ikke-politiker til at ryste på hovedet: salget af Statens Serum Instituts vaccinefabrik til et saudiarabisk konsortium. Salgspris: 15 millioner kroner. Omkostninger: Advokatsalærer og konsulenthonorarer: 37 millioner kroner. Huslejerabat til køber: 88 millioner kroner. Samlet tab på salg: 110 millioner kroner. Hvortil kommer tab af skatteindtægter, eftersom virksomheden nu, administrativt, er flyttet i skattely på Cayman Islands.
110 millioner. Det er den pris, den danske stat har måttet betale for at vinke farvel til forsyningssikkerheden på vaccineområdet!
(Og måske er prisen endnu højere. Ifølge artikel i Ekstra Bladet den 13. marts, udarbejdede konsulentfirmaet PwC i 2014 en rapport for den daværende regerings økonomiudvalg, hvori de skønnede at et salg af vaccinefabrikken kunne indbringe et provenu på op til 285 mio. kroner. Så i yderste fald kan den pris, det danske samfund har måttet betale, måske beløbe sig til hele 380 millioner. 380.000.000!)
* * *
Der er noget inderlig absurd over en verden, hvor de politiske ledere ikke vil vedkende sig magten og det dermed følgende ansvar, men bestandig søger at fremstå som den folkelige opposition til magten. Alle lader som om de er den stoute og ærlige, ligefremme Klods-Hans som på sin gedebuk rider ind på kongens slot og sætter pudderparykkerne på plads – selv om det er dem selv, som har pudderparykkerne på.
Den folkestemning, hvorpå Donald Trump paradoksalt nok er sejlet ind i Det Hvide Hus – en stemning som ikke blot hersker i USA, men i hele den vestlige verden – bunder i en dyb mistillid til den politiske og økonomiske elite, som fremstår mere og mere grisk og magtfuldkommen, og som – for den politiske elites vedkommende – i vid udstrækning synes at have mistet kontakten til sit vælgermæssige fundament.
Hvilket er et kæmpeproblem for demokratiet og for hele forestillingen om det demokratiske samfund. Som er den eneste acceptable samfundsform.
(Ja, det sidste burde være overflødigt at sige. Men er det nu også det? Indimellem kommer jeg i tvivl.)
* * *
Vi lever i en verden som forekommer mere og mere uvirkelig, men som beklageligvis er den skinbarlige virkelighed.
Hvad finder Trump på i morgen, i næste uge, om en måned, om et halvt år – hvis han da stadig er præsident til den tid? Hvordan vil det gå med Brexit, og hvordan vil Brexit påvirke Europa og verden? Hvad kommer det til at betyde for os? Hvilke tåbelige tiltag finder de danske politikere på næste gang?
Svaret blæser i vinden.
Og lige om lidt er der valg i Frankrig. Og Tyskland.
Politiken, 25. marts 2017