Smadremænd

Smadremanden er en komisk figur, udviklet og spillet af Søren Østergaard i Zirkus Nemo. Virkelighedens smadremænd er knap så morsomme og underholdende som Østergaards version. I de seneste år har smadremændene ikke mindst udfoldet sig i Mellemøsten, hvor barbarerne fra ISIS ikke blot har dræbt og slavebundet tusindvis af mennesker, men tillige gjort en ihærdig og vellykket indsats for at smadre verdenskulturarven i det gamle Mesopotamien og Assyrien. Vi har alle set de grufulde tv-billeder af ødelæggelserne i Palmyra, Mosul, Ninive og andre steder.

Smadremænd findes dog også i mindre morderiske versioner, uden sabler, elefanthuer og AK47-automatvåben. Og hvis man skal pege på de værste smadremænd i Danmark i nyere tid, kommer man ikke uden om partiet Venstre, som de seneste tyve-femogtyve år – med stærk konkurrence fra Socialdemokratiet, skal det dog lige siges – har udgjort den mest samfundsnedbrydende kraft her i landet. Og det gør det fortsat, med den nuværende smalle V-regering, som markerer et hidtil uset lavpunkt.

Men lad os begynde på denne side af årtusindskiftet. Fra 2001 til 2011 sad Venstre og Konservative på regeringsmagten, med Venstre i førersædet. Fra 2001 til 2009 hed statsministeren Anders Fogh Rasmussen, fra 2009 til 2011 Lars Løkke Rasmussen.

Og man må sige at der i perioden 2001-11 virkelig blev gået til vaflerne: Skattesystemet blev smadret, med nedlæggelsen af de lokale skattemyndigheder og udflytningen af Told & Skat, som i samme omgang blev omdøbt til det kælne “SKAT” og belemret med nogle håbløse it-systemer.

Resultaterne taler for sig selv: Vilkårlighed i skatteligningen, ikke mindst hvad ejendomsskatterne angår, fordi man bortsparede de konkrete ejendomsvurderinger – avishistorierne herom er legio. Skatteinddrivningen har ikke fungeret, så dët som skulle forestille at være en rationalisering, altså en besparelse, har kostet samfundet milliarder. Der har ikke været orden i noget som helst, enhver forestilling om ordentlighed i forvaltningen er forsvundet i den blå luft. Det har været en total katastrofe, som har betydet at der vel i den danske befolkning stort set ikke længere er nogen tillid til skattemyndigheden. Og det er meget alvorligt.

Men det var jo ikke bare skattevæsenet, der var mål for smadremændene fra Venstre. Strukturreform, politireform, domstolsreform – reformiveren ville ingen ende tage. Med imponerende flid og konsekvens satte de Venstre-ledede regeringer sig, i konkurrencestatens hellige navn, for at demontere den danske infrastruktur. Og ‘reformerne’ gik ikke mindst ud over yderområderne. Der blev nedlagt skoler, biblioteker, rådhuse, kommunekontorer, sygehuse, daginstitutioner, skattekontorer, posthuse, domhuse, politistationer. Alt det som, sammen med det lokale nærings- og foreningsliv, får et samfund til at fungere og føles som – et samfund.

Denne systematiske afvikling af offentlig infrastruktur medvirkede naturligvis – hvilket enhver burde have kunnet sige sig selv – blot til yderligere at øge den allerede igangværende afvandring fra småbyerne og landområderne. Eller Udkantsdanmark, som det også kaldes. Udkanten. Den rådne Banan. Ukært barn har mange navne.

Fra politisk hold gjorde man altså sit allerbedste for at lægge disse områder øde.

Man kunne så forestille sig at politikerne, når de så resultaterne af deres gerninger, ville tænke sig om og sige: “Hov, det må vi gøre om!

Og at de så gjorde det.

Men det skete ikke. Det skete ikke i tiåret 2001-2011, og det skete ikke i årene 2011-2015, under Helle Thorning-Schmidt.

Det er som om den danske politiske klasse opfatter konsekvenserne af deres politik som noget der bare ‘sker’. Det er ‘udviklingen’, hedder det sig. Som om den samfundsmæssige udvikling forårsages af uafvendelige naturfænomener, ganske uafhængigt af menneskelig indblanding.

Hvilket dog ikke betyder at politikerne ikke kerer sig om udkanten, for det gør de skam. Ikke mindst Venstre er meget optaget af udkanten. Den egner sig nemlig så glimrende til symbolpolitik. Man kan jo altid foregive omsorg for den udkant, man selv har smadret. Det er der stemmer i.

* * *

Og hvordan viser man så den omsorg, når man ikke vil erkende sin egen skyld og genopbygge det, man selv med så stor nidkærhed har nedbrudt?

Man finder selvfølgelig bare noget andet at smadre. Så står det lissom mere lige.

Og det er lige præcis det, den smalle Venstre-regering, der tiltrådte i sommeren 2015 under ledelse af Lars Løkke Rasmussen, straks satte sig for at gøre. Efter at have smadret infrastrukturen i yderområderne kastede Venstre sig nu over hovedstaden. Nu skulle centraladministrationen splittes op, og en række statslige styrelser flyttes til provinsen. Angiveligt for at fremme udviklingen i yderområderne. Selv om alle erfaringer og undersøgelser, danske såvel som udenlandske, viser at sådanne udflytninger IKKE hjælper på den generelle beskæftigelssituation og erhvervsudvikling i de områder, hvortil de pågældende styrelser udflyttes. Jo, der kommer selvfølgelig nogle arbejdspladser til – i de styrelser, der flyttes ud. Men der kan ikke ses nogen afledt beskæftigelseseffekt af betydning.

Til gengæld koster det samfundet milliarder. Og man kan med ret stor sikkerhed forudse en alvorlig kvalitetsforringelse af det arbejde, der udføres i de udflyttede styrelser. Til skade for borgerne. Og for hele landet.

Og hvorfor kan man så det? Jo, fordi der gennem mange år er opbygget en stor specialviden og ekspertise i disse styrelser. Som vil gå tabt ved en udflytning, fordi det må forudses at en temmelig stor del af de medarbejdere, som besidder denne viden og ekspertise, ikke flytter med. Folk har familier. Huse. Lejligheder. Børn der går i skole. Ægtefæller som vil få svært ved at finde beskæftigelse i yderområderne. Derimod vil mange af disse højt kvalificerede medarbejdere i styrelserne ikke have svært ved at finde nyt arbejde i hovedstadsområdet. Så de bliver hvor de er.

Det er et meget alvorligt problem. Som regeringen dog øjensynlig ikke har spildt mange tanker på.

Man skulle dog ellers have troet at de katastrofale erfaringer med SKAT havde sat sig spor i politikernes bevidsthed og tankesæt. Men det har de tydeligvis ikke.

* * *

I mangel af et egentligt politisk projekt har Venstre altså sat den udkant, partiet selv har smadret, i centrum. På alle mulige og umulige områder.

Også på kunststøtteområdet.

Efter sin tiltræden som kulturminister sidste år sendte Bertel Haarder den 28. august et brev til Statens Kunstfonds repræsentantskab, som jeg fik lejlighed til at læse. Repræsentantskabet stod over for at skulle udpege nye legatudvalg, og i brevet opfordrede ministeren repræsentantskabet til at udpege udvalgsmedlemmer ud fra bopæl, så der “i sammensætningen af forskellige udvalg under ministeriet er den fornødne balance mellem medlemmer fra hovedstaden og andre dele af Danmark.”

Nåda!

Her brød ministeren med det ellers så højt besungne armslængdeprincip. Og det uanset at han afslutningsvis pointerede at der blot var tale om en “opfordring” fra hans side. For det, der står tilbage, er at han forsøgte at påvirke det uafhængige repræsentantskab – som altså ikke repræsenterer regeringen, men en række kunstnerorganisationer, uddannelsesinstitutioner og kulturelle foreninger – til at agere ud fra hans, hans partis og regeringens politiske dagsorden. Og det er ikke i orden. For nu at udtrykke det meget diplomatisk.

Derudover udstillede kulturministeren en forbløffende uvidenhed om forholdene i jernindustrien. Hvilket i denne sammenhæng betyder: det danske kulturliv.

For hvorfor dog gå op i, på hvilke postnumre, Statens Kunstfonds legatudvalgsmedlemmer har bopæl?

Det må vel næsten skyldes en mistanke om at Kunstfonden hidtil har diskrimineret de kunstnere som bor i den provins, Venstre nu pludselig elsker så højt.

Men det er altså ikke tilfældet. Jeg sad selv i Statens Kunstfonds litteraturudvalg i årene 2011-2013. Og jeg kan garantere for at det er helt utænkeligt, at noget kunstfondudvalg kunne drømme om så meget som at skele til ansøgernes privatadresser. Hvorfor i alverden skulle de dog det? Det ville jo være fuldstændig meningsløst at sige: “Nå, her er en ansøger fra Hobro, hun må hellere få, for det er længe siden at der sidst er bevilget et arbejdslegat til én fra Hobro.” Eller: “Han er ikke fra København, så han skal ikke ha’!”

Det ville være hul i hovedet.

I Statens Kunstfond er der kun ét relevant – og lovligt – bedømmelseskriterium, når det skal afgøres om en ansøger skal tilgodeses med et arbejdslegat eller ej: kunstnerisk kvalitet. Er ansøgerens hidtidige produktion af en sådan kvalitet at det må anses for rimeligt at støtte hans eller hendes fortsatte kunstneriske virke? Det er det eneste der tæller.

Og hvis der, målt efter befolkningstallet, tildeles uforholdsmæssigt mange arbejdslegater og stipendier til ansøgere fra hovedstadsområdet, har det intet med diskrimination at gøre. Det skyldes såmænd bare at den danske kunstnerpopulation ikke er spredt jævnt ud over landet, men at der ganske enkelt bor langt flere kunstnere pr. 10.000 indbyggere i hovedstaden end i resten af landet. Sådan har det altid været. Og det er ikke et specielt dansk fænomen, sådan er det også i de fleste andre lande.

Hvad danske forfattere angår, bor de typisk to steder: I København eller i småbyer, eventuelt helt ude på landet. I forhold til befolkningstallet bor der relativt få forfattere i de større provinsbyer. Og det er der en meget god grund til: I de store provinsbyer har man alle ulemperne ved at bo i byen – trængsel og støj, høje boligudgifter – men ikke de fordele der er ved at bo i hovedstaden. Det er i hovedstaden, langt de fleste forlag er; det er her, de litterære miljøer er. Og når der utvivlsomt, også i forhold til indbyggertallet, begunstiges flere forfattere i København end i Aalborg, skyldes det ikke diskrimination mod forfattere fra Aalborg. Det skyldes simpelthen at de fleste forfattere fra Aalborg – bor i København!

Jeg burde vide det. Jeg er selv en af dem.

* * *

Det helt store problem i politik i dag – og ikke kun her i landet, det er et generelt problem i hele den vestlige verden – er at der ikke længere føres politik i egentlig forstand. Man deler sig ikke længere efter anskuelser, som Hørup sagde, for i størstedelen af det politiske spektrum er der ingen reelle ideologiske modsætninger. Alle går overordnet set ind for det samme: Konkurrencestat. New Public Management. Måltal. Det kaldes neoliberalisme, men minder, paradoksalt og påfaldende nok, også en hel del om sovjetisk planøkonomi. (Og – i sit menneskesyn og sin opfattelse af borgeren – om Mussolinis korporative stat.)

Politikken forsvandt lige så stille ud af dansk politik under Nyrup-regeringerne 1993-2001. Det var i den periode, New Public Management og konkurrencestatsideologien grundfæstedes her i landet – og Socialdemokratiet holdt op med at være socialdemokratisk.

Der var dog tilløb til den udvikling endnu tidligere. Man skal nok ikke lægge for meget i Poul Schlüters muntre bemærkning “Ideologi er noget bras!” Men måltalstænkningen indvarsledes allerede først i 90’erne, da daværende undervisnings- og forskningsminister Bertel Haarder indførte taxametersystemet for de videregående uddannelser. Et incitamentsystem, hvorefter undervisningsinstitutionerne belønnes økonomisk for at lade de studerende bestå, og straffes for at lade dem dumpe. Hvilket – helt forudsigeligt – har ført et til et stadigt fald i det akademiske niveau her i landet. For sådan er det jo med de økonomiske love: De virker altid! Uanset om det er hensigtsmæssigt eller ej.

* * *

Når der ikke længere bedrives politik ud fra ideologiske holdninger, bliver al politik til symbolpolitik. Eller, slet og ret: nævenyttighed. Selv om politikerne ikke har nogen særlige ideer, skal de jo finde et eller andet at markere sig på. De skal udvise handlekraft. Og gerne en vis populistisk brutalitet.

Så de markerer sig som nævenyttige smadremænd og -kvinder. Man kan populært sige at armslængdeprincippet i dansk politik er blevet erstattet med nævenyttighedsprincippet.

Den forrige regering smadrede folkeskolen. Den nuværende regering er netop gået i gang med at smadre gymnasiet. Væk med litteratur, sprog, historie, videnskab! Væk med hele den dér grimme dannelse!

Det skal nok blive godt.

Guderne skal vide at jeg ikke er begejstret for Socialdemokratiet, det har jeg ikke været i mange år. Og det er det samme med SF, selv om det virker som om SF så småt er begyndt at vågne op, som om partiet lige så stille er begyndt at genfinde sig selv. Men hvad det bliver til, vil tiden vise.

Under alle omstændigheder må man håbe at Venstre ved næste folketingsvalg mister regeringsmagten. For hvis vi vil gøre os nogen forhåbning om at noget som helst af værdi i dette land skal overleve, og Danmark ikke blot, i overført forstand, skal henligge som et andet Palmyra efter vandalernes hærgen – er vi simpelthen nødt til at komme af med den bande nævenyttige smadremænd og -kvinder som regerer os i dag.

Information, 21. maj 2016