Sproget, altså … Det her flade nordgermanske mål vi går og trækkes med, som vi dagligt slås og kæmper med, og som vi indimellem brækker os over og i mørke stunder overvejer helt at droppe til fordel for et bedre.
For det er min påstand: At dansk i løbet af de seneste tyve-tredive år er blevet et stedse dårligere litteratursprog.
Af flere grunde. En af de helt centrale er “sprogets rivende udvikling”.
Det kan man jævnlig læse i aviserne. At det danske sprog befinder sig i en “rivende udvikling”, fordi det ændrer sig hurtigere og hurtigere.
De journalister som skriver artiklerne om sprogets rivende udvikling synes at mene at dette er positivt – at det er et udtryk for dynamik og styrke.
Det er det stik modsatte. Der er tale om en erosion af sproget – en forarmelse. Den accelererende forældelse er et fænomen som kun rammer små og svage sprog. Det engelske sprog udvikler sig til sammenligning meget langsomt. Herhjemme tales der om at oversætte 150 år gammel litteratur – Kierkegaard og Andersen – til nutidsdansk. Prøv at foreslå en englænder eller amerikaner at oversætte Shakespeare, som skrev for 400 år siden, til nutidsengelsk – han vil slå en undrende latter op.
Lad mig komme med et par eksempler på forarmelsen. Tag to ganske almindelige danske verber: “le” og “tale”. Disse to verber er ved helt at blive erstattet af “grine” og “snakke”. Prøv at lukke op for en nyhedsudsendelse, eller slå op i en avis. Der snakkes og grines i ét væk. Og tales og les mindre og mindre.
“Og hva’ så?” hører jeg nogen indvende. “Det sker jo at gamle ord glider ud og erstattes af nye. Sådan har det været gennem hele sproghistorien.”
Jo, men problemet her er at der jo netop ikke er kommet nogen nye ord til som erstatning for de gamle. “Grine” betyder altså ikke det samme som “le”, ligesom “snakke” ikke betyder helt det samme som “tale”. Der er nuanceforskelle. Og når “le” og “tale” efterhånden ganske forsvinder til fordel for “grine” og “snakke”, som jo var der i forvejen, uden at der samtidig kommer nogle nye ord til, er sproget blevet mere udtryksfattigt. Vi vil have mistet endnu et par farver på paletten.
“Og hva’ så?” brummer brokkerøven nu. “Du kan da bare blive ved med at tale og le lige så tosset du vil i dine bøger. Kan du ikke være ligeglad?”
Nej. Der vil selvfølgelig altid være afstand mellem det litterære sprog og det almindelige tale- og skriftsprog, ligesom der også er afstand mellem det almindelige skriftsprog og talesproget. Men hvis afstanden blir for stor, vil det litterære sprog snart komme til at forekomme opstyltet og kunstigt. Og så blir det litterære sprog nødt til at rette ind. For den primære normbærer i dag er mediesproget, som det snakkes og skrives i tv og aviserne – især som det snakkes i tv.
Og så vil vi ikke længere kunne vælge det præcise verbum. Vi vil blive nødt til at benytte adverbier og omskrivninger.
Det kan vi da også bare vænne os til. Og affinde os med at der findes sprog, såsom engelsk, tysk, fransk og svensk, der egner sig til poesi og prosa. Og at der findes udviklingssprog, eller u-sprog – eksempelvis dansk – som ikke rigtig kan bruges til andet end TV2-Nyhederne – og til at bede om saltet ved middagsbordet.
Og vi kan sidde i sofaen foran fjernsynet og se Nyhederne og lytte til den evindelige snik-snak fra ham den pæne førstemand fra Deres Tøjekspert i Vejle, og glæde os over at vi er hele mennesker, og ikke sådan nogen snobber som de dér udenlandske blærerøvsforfattere med deres fine, varierede sprog med de alt for mange ord.
Og som tiden går, blir vi mere og mere hele mennesker. Snart er der ikke plads i sofaen længere.
De skønlitterære #5, maj 2005