Hvad er en bog?
Spørger man en af tidens vulgærliberalister, vil man få det åndløse svar, at en bog er en vare som alle andre, eftersom den handles i et marked og indgår i en vareøkonomi. Nøjagtig samme banale svar ville man have fået, hvis man i 70’erne havde stillet spørgsmålet til en af den tids vulgærmarxister.
Svaret er banalt, fordi bøger naturligvis er varer, det har de altid været, eller i hvert fald lige siden man begyndte at handle med dem. Og åndløst, fordi det reducerer bogen til mindre end dét den er.
Ikke desto mindre er det, som om denne ekstremt materialistiske opfattelse af bogen og litteraturen breder sig mere og mere i disse år. Bestsellerlisterne vejer tungere og tungere til. Så tungt, at det må vække bekymring for dansk litteraturs fremtid.
*
Bestsellerlisten er ikke nogen ny opfindelse. Den går 112 år tilbage, til 1895, da den første liste blev trykt i det amerikanske magasin Bookman. Siden bredte fænomenet sig til resten af verden. Herhjemme kom vi relativt sent med på vognen. Jeg ved ikke præcis hvornår, men meget mere end en snes år har de danske bestsellerlister vist ikke på bagen.
Der er for så vidt ikke noget i vejen med bestsellerlister, blot man ikke lægger mere i dem end de kan bære. Bestsellerlister er jo bare opgørelser af, hvor mange eksemplarer de enkelte bogtitler har solgt inden for et specifikt tidsrum.
Og alle forfattere vil da gerne have deres bøger ind på bestsellerlisterne. Forfattere er ikke idioter, de er som andre mennesker, de vil gerne tjene penge. Også selv om de, for de flestes vedkommende, ikke er blevet forfattere for at tjene penge. Ikke primært, i hvert fald. Så ville de have været idioter!
Og de gange, jeg selv har haft bøger på bestsellerlisterne, har jeg da også været vældig glad.
Problemet, det bekymrende ved situationen, ligger ikke i bestsellerlisterne som sådan. Men i den måde de bruges på.
*
For ikke så forfærdelig mange år siden blev begrebet ‘bestseller’ opfattet som synonymt med ‘dårlig kvalitet’. Hvis en bog kunne sælges i så store tal, at den kom på bestsellerlisterne, måtte den nødvendigvis være noget tarveligt bras, på linje med dansktopmusik og juleplatter.
Det var jo det rene vrøvl. Der er ikke, og har aldrig været, nogen sammenhæng mellem salgstal og litterær kvalitet. Der udgives fremragende bøger, som sælger fremragende, og fremragende bøger, som sælger elendigt; der udgives elendige bøger, som sælger elendigt, og elendige bøger, som sælger fremragende.
Så enkelt – eller indviklet – er det.
Men nu er pendulet svinget over til den anden side. Én fordom er blevet erstattet af en anden. Stik modsat, men lige idiotisk:
For nu opfattes høje salgstal i stigende grad som et vidnesbyrd om litterær tyngde. Man ser det i aviserne, hvor der ofte bringes store foromtaler af rene kioskromaner, og flersides portrætinterviews med deres forfattere.
Det er en ny tendens. Ingen avisredaktør med respekt for sig selv anså i 50’erne og 60’erne Ib Henrik Cavling for en væsentlig forfatter, blot fordi han tilfældigvis var den, som solgte allerflest bøger.
Og en bekymrende tendens, set i lyset af de voldsomme koncentrationer, vi i disse år ser på forlagsområdet og i distributionsleddet, hvor omkring 60 procent af omsætningen nu foregår gennem de store boghandlerkæder, hvis sortiment er stærkt bestsellerorienteret. Mange gode, ikke-storsælgende bøger står efterhånden ikke i butikkerne længere. Det er, som om de slet ikke fandtes.
Hvis vi ikke passer på, har vi om føje år måske helt glemt, at Superbest ikke nødvendigvis er det samme som – superbedst!
Berlingske Tidende, 18. november 2007