Adèle

Adèle er en erotisk thriller.

En kærlighedshistorie med tre hovedpersoner: den navnløse fortæller; Adèle, hans døde elskerinde; og Mojave-ørkenen.

En odyssé gennem ørkenen, hvor fortælleren tilbringer tiden med at resumere – for Adèle og, ikke mindst, sig selv – historien om deres forhold, og desperat udtænke strategier for at bevare hende mod det nådesløse klima.

En stærk erotisk beretning om lyst og smerte, dominans og underkastelse – om de mørke lidenskaber der lever i os og som, i yderste konsekvens, kan knuse os.

 


 

To anmeldelser:


 

Jens Andersen i Berlingske Tidende:

Pisken i kødet

Foruroligende og fascinerende roman om det, der sker, når et dansk borgerdyr giver slip på formerne og kaster sig ud i den skamløse liderlighed.

Der er en umiskendelig […] Holllywood-stil […] over plottet i Peter Rønnov-Jessens erotiske thriller “Adèle”:

En desperat dansker kører rundt i den brandvarme californiske ørkentrekant mellem Los Angeles, Las Vegas og Palm Springs. Oprejst ved siden af ham i den blå Buick sidder hans stendøde elskerinde, hvis underskønne krop med hængelås på skamlæberne endnu ikke er begyndt at lugte, fordi han konstant pakker hende ind i nye, friske isposer og pøser dyr parfume ud over liget.

Det er et plot så fuldt af B-filmiske scoops og scenerier, samt henvisninger til sig selv som roadmovie og reklamefilm, at det næsten er ved at kamme over i manér. Men heldigvis ejer Rønnov-Jessen både overblikkets og ironiens nådegave. Undervejs får han styr på sine episke mål og midler og lægger på de sidste 30-40 forrygende sider af den 140 sider lange roman en klar og suveræn afstand til bismagen af kasseret drejebog.

Her er nemlig noget så sjældent som en dansk erotisk thriller, hvis saftige styrke […] ligger […] i bogens kulisser og hele idégrundlag, og ikke mindst i den konstante spænding, der lægger sig som tommelskruer om læseren, efterhånden som det står klart hvilke farer og fortabelser, der ligger bag det sadomasochistiske drama, som i skarpe krydsklipninger mellem det steghede californiske nu og den køligere danske fortid langsomt oprulles.

Det tog sin begyndelse dengang den mandlige hovedperson – en medicinsk forsker med regelret, borgerligt familieliv – mødte laboranten Adèle, og begge blev besat. Han af hende, hun mere af sin egen besættelse af “det dér med dominans og underkastelse og den slags”.

Hvad der startede som seksuelle løjer og herre/slavindeleg i betryggende nærhed af ægteskabets borgerlige ro og orden, hvor man gerne nøjes med at trække genert på smilebåndet ad en sandhed som “det er lysten, der driver værket”, udviklede sig langsomt til en sindssyg flugt fra ethvert tegn på borgerlighed og normalitet. Det seksuelle forhold eskalerede med flere og flere perversiteter, hvor det mandlige jeg reduceredes til et redskab i kvindens umættelige jagt på seksuelle grænseoverskridelser. Og da manden på en lægekongres i USA holder sit oplæg om hjernens talecenter, og den dyriske elskerinde sidder nede i salen og viser sit velbarberede underliv frem for de chokerede kongresdeltagere, kan sidste vanvittige akt på de californiske highways tage sin begyndelse.

Det er et kærlighedsdrama som borer sig helt ind og langt ned i menneskets mørkeste lidenskaber og blotlægger den skamløse liderlighed, vi til daglig gemmer væk bag slips, jakkesæt, anorakker, Ecco-sko, kloge briller og nydelig make-up.

Her er noget (hvad enten vi vil være ved det eller ej), der går på tværs af indkomstgrænser og sociale bælter. Kald det bare sygeligt, men glem ikke, at det også er en del af menneskets natur, på hvis fortrængning hele vort samfunds- og familieliv sover sin tornerosesøvn. Dybt i os rumsterer lysten til enten at smage eller svinge pisken!

Det skal blive spændende at se, om enten Ole Bornedal, Rumle Hammerich eller Zentropas driftige makkerpar, Aalbæk Jensen/von Trier, får fingre i denne film-oplagte roman med international appel. Læs den selv, men sammen med din kæreste! Det er kærlighedens dødsensfarlige kræfter, den handler om.

 

 

Benn Q. Holm i Aktuelt:

Ørkenens synder

Peter Rønnov-Jessen har skrevet en anderledes lægeroman – en roadmovie i ørkenen med en død sygeplejerske på passagersædet

Af Benn Q. Holm

En mand kører rundt i Mojave-ørkenen med sin døde elskerinde, som han forsøger at holde frisk med køleelementer.

Det kunne være en Wim Wenders-film med manuskript af Sam Shepard. En dansk S/M-version af “Paris, Texas”. Og lyder det som en syg idé, fungerer det faktisk udmærket i Peter Rønnov-Jessens regi.

Det filmiske påpeges da også igen og igen: Følelsen af at køre rundt i Hollywood-kulisser. Men den lidt vel overdrevne pointering af det moderne menneske som statist føres godt og direkte ind i romanens hjerte med dens skuespil mellem en københavnsk læge og sygeplejersken Adèle. Et spil, en kærlighedsfilm med ham som hersker og hende som slavinde indtil rollerne fatalt byttes om.

De arbejder på samme hospital. Han, den navnløse fortæller, keder sig bravt i sit komfortable ægteskab med børn, villa og havareret disputats. Adèle, den smukke laborant, er besat af at leve sine fantasier ud med lænker og brændemærkning.

Det ender med skilsmisse, en forgrædt kone og to forulempede børn der er i vejen i Fars nye forhold. Alt ofrer han for sin nye kærlighed og dens vilde udskejelser, fortalt i flashback mens han kører rundt i ørkenen med den døde Adèle.

Hvorfor og hvordan hun er død, er ikke bogens egentlige spændingspunkt. Men hun dør i USA, hvor hun ledsager ham til en forskerkonference. Den californiske ørken bliver da det store mytiske tomrum, hvor fortælleren kredser om den fortabelse, der lignede en forelskelse, men endte med at gøre ham til det ydmygede offer. Pinligt åbenbaret da Adèle blotter sit barberede skød med hængelås foran en måbende forsamling forskere.

Læseren og låsen

Det bedste ved “Adèle” som roman er ikke de sadomasochistiske julelege, der mest tjener som afsæt for lægens illusion om at kunne beherske en ung blond skønhed bedre end han kan beherske sit job og det monotone velfærdsliv. På den måde bliver bogen næsten en fabel, og her kommer så det gode, nemlig den nøgterne skødesløshed som Rønnov-Jessen aflirer sin undergangshistorie med.

Sproget cruiser velopsagt afsted som den blå Buick fortælleren kører rundt i, scenerne fra ægteskabets opløsning er korte, men fuldt oplyste, og i det hele taget kører historien sig fint hjem uden at forfalde til fristende abstraktioner. Især fordi Rønnov-Jessen har barberet fortællingen ned til at være lige så glat som Adèles skød – og låsen må læseren selv fumle med.

 


Uddrag af bogen – 1. kapitel:

 

Du ser på mig, Adèle, og du ser ingenting. Men du ser bedre ud nu. Det hjalp med isen. Jeg sagde jo at det ville hjælpe med isen. “Du er sørme glad for is,” sagde han, ham den sorte altmuligmand, den fjerde gang jeg kom ud for at fylde spanden ved ismaskinen. “Ja. Det er varmen,” sagde jeg og lod som ingenting. “Man vænner sig,” sagde han, “i ørkenen,” og trak den lange stang med nettet, han havde brugt til at samle vissent løv og græs op af pool’en med, op af vandet og lagde den på fliserne langs bassinkanten. “Er alt okay?” spurgte han og skubbede sin røde baseballkasket om i nakken. “Ja ja, fint, tak,” svarede jeg. Hvad skulle jeg ellers svare? Luftkonditioneringen virker ikke og her er mindst femogtredive grader, selv om gardinerne er trukket for, men vi kan jo ikke have nogen herind. Og det går vel også så nogenlunde med isen. Du føles i det mindste ikke varm. Bare plasticposerne holder.

Han blev ved med at stå og kikke på mig mens jeg gik hen langs bygningen, hans blik fulgte mig hele vejen hen til hjørnet, det kunne jeg mærke, jeg kunne føle hans øjne i nakken. Jeg stoler ikke på ham. Det var også ham der sad og gloede dengang vi kom, sad og glanede på sin havetraktor da vi kørte op her foran nummer 28 og jeg steg ud og låste op ind til værelset, gik tilbage til bilen, åbnede passagerdøren og løftede dig ud af bilen – han sad bare dér og stirrede og jeg følte at jeg måtte forklare mig over for ham, hvilket selvfølgelig var idiotisk men sådan følte jeg, jeg blev nødt til at forklare mig, og idet jeg skulle til at bære dig ind over dørtærsklen vendte jeg ansigtet halvt om mod ham og råbte over skulderen: “Just married!”, og han førte fingeren op til skyggen på sin baseballkasket og råbte “Happy honeymoon!” Og det var så det, skulle man tro. Han havde vel også andet at se til. Pligter, opgaver. Slå græsset, for eksempel. Eller hvad han nu ellers tog sig til. Men efter at jeg havde sat dig i stolen og låst døren, tittede jeg ud gennem sprækken i gardinet, og han sad stadig derovre på sin traktor, på den gule, afsvedne strimmel græs ovre på den anden side af parkeringspladsen, og kikkede herover. Det var som om han holdt øje med os. Han havde tændt en cigaret, og han sad og lænede sig frem over rattet, mens han kikkede herover. Jeg stoler ikke på ham.

På vej herind fra min forrige tur til ismaskinen mødte jeg kvinden fra receptionen. Hun spurgte mig også om alt var okay, og om jeg manglede noget. Jeg svarede ja til det første, og nej til det sidste. Nej tak. Det går jo nok. Bare plasticposerne ellers holder.

Hvis du vidste hvor grimt der er heromkring. Hvis du anede det. Du ville skrige. Motellet her. Grimme, gråbrune betonelementer. Hæsligt. Smækket op på en måned, velsagtens. I en trekant der var blevet tilovers da de byggede motorvejsudfletningen her ved Interstate 10. Ikke engang et hul i jorden. Et hul i sandet. Som det deler med en Shell-tank og en kæderestaurant, Denny’s. Hvor jeg spiste morgenmad i dag. Jeg brød mig ikke om at gå fra dig, men jeg måtte jo have noget at spise. Smagte ad helvede til. Spejlæg, pølser og hash browns der dryppede af fedt. Med ristet brød til der dryppede af smør, eller noget der lignede. Ikke så sært de blir så overvægtige. Servitricen hed Darlene, fremgik det af hendes navneskilt. Hun vejede mindst to hundrede pund. Jeg bad om at få noget toast uden smør. Det fattede hun ikke. “Hvordan kan man spise toast uden smør?” spurgte hun. Jeg insisterede. Hun blev fornærmet. Jeg havde kvalme da jeg rejste mig. Jeg gav ingen drikkepenge. “Ha’ en god dag!” råbte hun arrigt efter mig. Jeg svarede ikke.

Nuancer af brunt og gråt. Jordfarver, på designersprog. Det skidengule sand, den mørke, afsvedne vegetation langs vejen hvor der ikke kunstvandes. Dette lille, beklumrede rum. Det slidte, okkerbrune gulvtæppe. De billige, mørkebrune, skrammede møbler. Det snavsetbeige sengetæppe. De sennepsgule gardiner. Det hessianagtige tapet med fugtpletterne, hvor de så kommer fra, i dette klima. Farve som babylort. En bane har løsnet sig oppe under loftet. Hvis man ventede længe nok, ville man kunne se det rulle langsomt ned ad væggen. Og åbenbare – væggen. Den nøgne betonvæg. Gråbrun. En forrygende metamorfose. Man burde stille et filmkamera op herinde. Sådan ét der tog et billede i timen, som dem naturfotografer bruger til at illustrere kålormens forpupning og udvikling til sommerfugl. Ugers, måneders tapetnedrulning kogt ned til få minutter. Et dybsindigt udsagn. Om livet, ja. Et kunstværk. Jeg kan lige se den for mig, tv-reportagen fra den udstilling hvor værket præsenteres for offentligheden. I et mørkt rum med sorte vægge. Blæst op på et lærred der fylder hele den ene endevæg. Så rummets væg blir filmens væg, og omvendt. Subtilt, subtilt. Begejstringen, klapsalverne. Interviewet med kunstneren – eller kunstnerne, måske er de to, måske skal der to til at få en så epokegørende idé, det skal der sikkert – som forklarer at dét den her installation, “Tapet”, som den hedder, dét den lissom handler om, det er at vi lissom allesammen skal dø, engang. Intervieweren tar en andægtig indånding. “Det er altså – en slags moderne vanitas-billede, kan man næsten sige?” “Ja, ja,” svarer den ene af de to kunstnere, mens den anden ser åndfuldt ind i kameraet. “Altså – døden, ikk’? Jeg mener…”

Det drypper. Plip, plop. Plip, plop. Ned på gulvet. Du drypper. En mørk plet har bredt sig under stolen. Jeg har ikke set den før, eller hørt det før nu, da gulvtæppets syntetiske luv er blevet mættet og nylonfibrene ikke længere kan opsuge vanddråberne. Nu er det vand der slår mod vand. Plip, plop. Dér igen. Satans. Så holdt poserne alligevel ikke. Tænkte det nok.

Lagenet er også helt gennemblødt. Jeg trækker det forsigtigt af dig, krammer det sammen til en kugle og kaster det ud gennem den åbne dør til badeværelset, hvor det rammer gulvet med et sjask.

Du sejler. Der er en hel smeltevandssø i dit skød. Jeg begynder at bære poserne ud i badeværelset, én i hver hånd. Først dem der ligger hen over dig, så dem i siderne.

Derefter piller jeg bruseforhænget i badeværelset ned. Plastic. Cremefarvet. Med et abstrakt mønster af brunlige, nyreformede figurer, som koagulerede plamager af blod. Jeg breder det ud over sengen. Så flytter jeg dig.

Kunne jeg blot få dine arme op over dit hoved. Kunne jeg dog blot lægge dine slanke arme op om min hals. Så ville alting være meget lettere.

Du er så tung, du som altid var så let.

Ændrer vi vægtfylde, når vi går fra én tilstand til en anden?