Babel Babel

I begyndelsen var ordet. Siden kom kødet.

Søren Kierkegaard, Skt. Augustin, Christian den Fjerde, August Strindberg, skøger, terrorister, evighedsstudenter, pornostjerner, præster, drukkenbolte, præsident John F. Kennedy, bankassistenter, bibliotekarer, farsbadere, spioner, vampyrer, Johannes med det rendyrkede taber-gén – alle er de med i denne store og overdådige, balstyrisk sprudlende roman om de sidste tider og altings undergang.

 


 

Lektørudtalelse fra DBC:

Rønnov-Jessen, Peter: Babel Babel : roman. – Lindhardt og Ringhof. – 346 sider

Babel Babel er en gennemskrevet udgave af forfatterens to firserromaner, Den musselmalede kvinde, 1988, og Zero, 1986. Handlingsgangen er stort set uændret, men der er lavet en del om i struktur og sprog. Det er en apokalypsefortælling, som samtidig er et tidsbillede af Danmark (især Århus) i 1970’erne og 1980’erne, hvor samfundet, studentermiljøet og Statsbiblioteket hudflettes. Tematisk bindes romanens to dele sammen af spørgsmålet om skæbne. Bestemmer man selv, eller er den fastlagt af det, der er gået forud? I romanens første del går hovedpersonen til grunde, fordi han er opdraget til at fornægte kødet, i anden del drukner Danmark i en syndflod, fordi kultur og samfund fornægter det levende til fordel for det materielle. Romanen krydres af mange indforståede teologiske og litterære henvisninger, og skifter mellem det realistiske, det fantastiske og det groteske. Henvender den sig så til andre læsere end midaldrende århusianske intellektuelle? Ja, for den er stadig aktuel i sin kultur- og samfundskritik og i sin skildring af det moderne menneskes livsangst. Men den er først og fremmest guf for læsere, som kan værdsætte en rablende morsom, latrinær, blasfemisk, uhyggelig og meget velskrevet historie.

Marianne Jensen


To anmeldelser:

 

 

Lotte Folke Kaarsholm i Information:

 

Hvem sagde sprudlende?

Babel Babel rabler derudaf i intertekstuelle tunger

Ikke alene er Peter Rønnov-Jessens nye roman en “om- og sammenskrivning” af to tidligere værker (ZERO og Den musselmalede kvinde fra 1986 og 1988); den er også en genskrivning af et babelstårn af tekster fra Bibelen over Kierkegaards samlede til Bram Stokers Dracula.

Romanen tager sit udgangspunkt i 60’erne århusianske studiemiljø, hvor de to hovedpersoner Søren K. (for Kierkegaard) og Johannes Zero (for Døberen) slår deres folder. Begge er de egentlig at betragte som udskud: de vil så gerne det hele, men slummer til i druk og verdens almindelige voldsomhed.

Sådan kunne det se ud. Men i virkeligheden er Søren og Johannes udslag af årtusinders åndshistorie og fungerer som menneskeliggjorte eksempler på historiens arketyper. Søren Kierkegaard har for eksempel det vanskelige problem, at hans liv ikke alene er en slags gentagelse af hans berømte ane og navnefælles, arvesynd og eksistentiel angst inklusive. Endnu værre er det, at hans levned også repeterer en anden kändis’ livsforløb, nemlig tømrersønnen Jesus af Nazarets, og det har Søren ikke rigtig format til.

Typologier

Når Middelalderens skolastiskere læste bøger, spejdede de efter deres typologiske lag, hvori den forhåndenværende tekst præ- eller postfigurerede andre tekster. Bibelen, hvor det var en anerkendt sport at finde gentagelser mellem Gamle og Nye Testamente, var det naturlige ideal, ligesom den også er Peter Rønnov-Jessens store legeplads.

Rønnov-Jessen benytter sig gennemgående af typologiske gentagelser, hvor hans egne romanfigurer iklædes tidligere tiders skikkelser. Det kunne give den vanskelighed, at han som forfatter ikke har sin frihed til at folde sine personer ud efter behag, men i Babel Babel er personerne inderst inde helt almindelige, danske danskere, hvis litterære raison d’ètre er at sparke liv i eller gøre det af med deres åndelige forbilleder.

Desuden genskriver Rønnov-jessen noget mere uærbødigt end sine kirkelige forgængere, jævnfør dette “ganske almindelige drukgilde en søndag eftermiddag på et dansk studenterkollegium” – i pinsen: “Og havde det ikke været for de senere hændelser den aften, er det nok tvivlsomt om nogen, selv K., bagefter ville have husket det bizarre lille intermezzo som på et tidspunkt opstod i en lakune i snakken, da Linda pludselig så på ham med underligt sjælløse, tomme øjne – som en søvngængerske, som om en anden, en skjult dukkemester havde taget hendes krop i besiddelse – og ordene ‘Elok, elok, lema sabkak?’ lød fra hendes mund, i et stille, sørgmodigt spørgende tonefald.”

Ordene betyder “Din Gud, din Gud, hvorfor har Han forladt dig?” på aramæisk og leder direkte til, at Søren K., forskanser sig på Århus Statsbiblioteks 17. etage, hvor han får tiden til at gå med at bemale et drømmesyn af en kvinde i det kongelige musselmønster, kun afbrudt af påtrængende romanpersoner fra Nathanael Wests Frøken Hjertesorg til Thomas Pynchons Benny Profane og genopførelser af Den Store Nordiske Sædelighdedsfejde.

Århus’ undergang

Håber den overvældede læser på afmatning i Babel Babels anden del om drifteren Johannes Zero, er det forgæves. Her følger nemlig en dommedagsskildring om staden Århus’ sidste år i dekadencens forfald, fars-boblebade og lorteæderkonkurrencer for de langtidsledige inklusive. Johannes tror, han blot er en helt almindelig taber, men viser sig at være forudbestemt til højere formål, og heraf følger en slutning, der næsten er smuk.

Ellers bevæger Rønnov-Jessen sig ikke ligefrem i den sublime stil. Hans kvindelige personer er ikke nogen, der kan tænke, men nogen, man skal bolle; han er plat, fækaliefikseret, karikerende ad hekkenfeldt til og bevæger sig i det hele taget rundt i traditionen som en velbelæst elefant i en litterær glasbutik. Det kommer der så en fyndig, humørfyldt og helt personlig fortællestil ud af, og i sidste ende en uimponerende sprudlende, postmoderne romanallegori, der en gang for alle slår fast, hvor sjovt der kan være i Århus, hvis bare man ved, hvor man skal kigge.

Lotte Folke Kaarsholm

 


Bo Tao Michaëlis i Politiken:

 

Genbrugsroman

Morsom, af og til plat og alligevel gennemgående relevant roman fra Peter Rønnov-Jessen

Forfatteren Peter Rønnov-Jessen udgav henholdsvis i 1986 og 1988 romanerne ZERO og Den musselmalede kvinde. Begge allegoriserende og til dels apokalyptiske sædeskildringer. Ja, vrangvendte dannelsesromaner, krydret med sand satire over tidsånden fra 1960erne og frem. Men også skrevet i en noget indviklet, labyrintisk og monstrøs stil og i et eget dansk-svensk kaudervælsk. Nu har Rønnov-Jessen à la Hollywood skrevet sine værker om, lavet remakes eller snarere sat de to romaner sammen under titlen Babel Babel og gjort dem mere læservenlige, mindre kalejdoskopiske. Og det er ikke så ringe endda, som vi siger her i København, når vi skal spille jydetampe.

Historien om vor tids Søren Kierkegaard, en fjern og fiktiv slægtning til den rigtige, og historien om nulmanden Johannes Zero er sat sammen i kronologisk rækkefølge. Tilsammen udgør de yderst underholdende postmoderne pasticher på 1700-tallets pikareske romaner. Altså fortællinger om forholdsvis naive ungersvende og deres vej ud i den vide verden, hvor alt det candide via forhindringer og eventyr enten slibes til social indsigt og indretning eller fører til eksistentiel fortabelse og nederlag. Teologen Søren med sin slægts berømte forbandelse over sig møder sin skæbne i skikkelse af den dejlige islandske Hekla, kvinden som bliver den musselmalede og som fører vor puritanske stivstikker ind i selvfortabelse og sindssyge. Hun er blevet til en afdanket luder i anden del af bogen, hvor hun spiller en rolle i sut- og sjusmiljøet omkring Johannes Zero, der såmænd også er en taber. Sørens skæbne er den puritanske og skæbnesvangre angst for tidsånden, mens Johannes er selve tidsånden og dermed også går under i en malstrøm af hurtige meninger, meningsløs mode og smarte griller. Søren er den uheldige nørd runden af religiøs kropsfornægtelse, Johannes langt ude i familie med Homer Simpson.

Babel Babel med sit panorama af akademisk middelklasseliv og nattens bohemer gennemrisles af en ironisk moralsk og anderledes tone end mange andre nutidige danske romaner. Rønnov-Jesen minder imidlertid både om den berømte Hans Scherfig og den desværre glemte Angelo Hjort. Med satire og dog solidaritet over for taberen ved baren eller på bænken og en lettere misantropisk holdning til vor nations lurmærkede jubeloptimisme. Morsom konstant, plat til tider og alligevel gennemgående relevant med djævlesplinten i øjet over for omvandrende fænomener på den politiske og ideologiske catwalk. Og altså rettet til så nye læsere kan gå i gang med et nyt syn på de svundne tider, der dog ikke er så langt borte, at de ikke også og stadivæk kaster skygger ind i nutiden.

Bo Tao Michaëlis