Grungen

Grungen er et eventyr. Som alle fornuftige eventyr handler det om et ganske almindeligt menneske –

– måske ikke så forskelligt fra dig og mig, en mand ved navn Brun. Det følger ham gennem en dag, fra han vågner om morgenen til han … Ja, til han har udrettet det han skal udrette.

Brun sælger livsforsikringer og er voldsomt stresset. Hver nat hjemsøges han af forfærdelige drømme om døde og døende mennesker, mareridt som også er begyndt at bryde ind i hans vågne timer og som kulminerer, da han en dag tilsiges til at give møde i det labyrintiske Direktorat.

En mørk og barok beretning om magt, frygt og fortrængning.

 


 

Lektørudtalelse fra DBC:

Fin blanding af grum gyserhistorie og barskt eventyr af den livskloge slags. “Han hed Brun men var det ikke”, lyder en beskrivelse af romanens hovedperson, en farveløs forsikringsagent i firmaet “Forsynet”, hvis største livsgerning er, at han som regel altid gør, hvad han får besked på. Fanget i hverdagens trummerum med poppende brødrister, spruttende kaffemaskine og en krop i forfald vågner han en morgen, tilsyneladende som alle andre, for en gangs skyld ikke plaget af natlige mareridt om døde rådnende mennesker. Denne dag er han tilsagt et møde i det mystiske “DIREKTORATET”, hvor han kommer til at vente længe i en labyrint af næsten ens venteværelser før sit møde med den ligeså mystiske “Grungen”. Men hvad eller hvem er Grungen, og hvad er om nogen Bruns livsopgave og fremtid? Der slås sprækker og til sidst store huller i virkeligheden i denne symbolladede roman, hvor fortrængte følelser og livsfrygt knuger i et mareridtsagtigt univers inspireret af Kafka, hvor intet er helt, som vi tror vi kender det. En lille roman af høj original kvalitet, som fortjener anerkendelse og læsere. Intelligent underholdning af den tænksomme slags, hvor pointer og visdom stadig kværner i hovedet længe efter sidste side er vendt.

Lektør: Carsten Nørby Sørensen


 

Anmeldelser:

Michael Eigtved i B.T.:


Sugende og syret eventyr

En flot bog, man suges ind i, selvom man slet ikke har det rart derinde

H. C. Andersens eventyr parret med George Orwells “1984” og tilsat et ordentligt skvæt Freud, mareridt og fortrængninger. Så har man essensen af Peter Rønnov-Jessens roman “Grungen”. Uhyggeligt! Men det er samtidig en velgørende skarp satire over et samfund, hvor egoisme, hensynsløshed, grådighed og stress er grundstenene.

Blegfisen Jakob Brun, der sælger livsforsikringer til overpris, vågner en morgen og har for én gangs skyld ikke haft mareridt om folk, der er døde og går i forrådnelse. Til gengæld brækker han en af de tænder, han har slidt papirtynde af at skære mod hinanden i stress og frustration over både sit arbejdsliv og verden i det hele taget. Og efterhånden som dagen skrider frem, begynder hans mareridt desuden at manifestere sig ved højlys dag med maddiker, der kravler ud af folks øjne og andre sager fra gysergenrens overdrev.

Finurlige sproglege

Brun er ansat i det fusionerede selskab Forsynet, der opstod da selskabet Evigheden blev opslugt. Sådan er det hele vejen igennem bogen: Finurlige sproglege gør den svær at grej. Denne særlige dag er han tilsagt på “Direktoratet”. Men da han ankommer, viser det sig at være en labyrint, hvor folk mugner op i skumle venteværelser. Og så udfolder der sig en ren kafkask mareridtsfortælling, hvor vi springer mellem pinagtige episoder i hans fortid og den ørkesløse venten. Det eskalerer med eventyrets gentagelser som drivkraft, indtil det kulminerer med det skæbnesvangre møde med væsenet, Grungen, der har givet bogen sin titel.

Skrækscenarier

Peter Rønnov-Jessen skriver helt korthugget og præcist i rappe små afsnit. Og det klare sprog er en grum kontrast til indholdets surrealistiske skrækscenarier. Man aner ikke, om det er inde i Bruns forstyrrede hjerne, det hele foregår, eller det er en helvedesvision, man læser. Og midt i det hele formår Jessen at skabe elementær underholdning og komik, f.eks. i et ætsende ondskabsfuldt portræt af teambuilding og fusionsbrutalitet i forsikringsbranchen. Det er en flot bog som man suges ind i – selvom man ellers slet ikke har det rart derinde.

Jon Helt Haarder i Jyllands-Posten:

Med Kafka i baghovedet

Peter Rønnov-Jessen forener i “Grungen” fint det lette og det svære

Joseph K hedder Jakob Brun, men inspirationen fra Kafkas berømte roman “Processen” er tydelig og bestemt en del af læsningen. Peter Rønnov-Jessens ottende roman “Grungen” mimer, genudforsker og stiller sit berømte forbillede på hovedet.

Vi har den her almindelige forsikringsagent – Kafka arbejdede i øvrigt netop i dén branche, og var god til det – hvis liv en skønne morgen tager en ny drejning.Han er blevet indkaldt til et møde i Direktoratet, der viser sig at bestå af en labyrintisk struktur af venteværelser, hvor alle ventende har nr. 417 eller intet nummer, og en række forkontorer. På væggene hænger turistplakater fra hele verden, heriblandt fra Kreta, hvor der som bekendt lå en meget berømt labyrint med en knap så behagelig indvåner, uhyret Minotauros.

Og gennem labyrinten går Jakob Brun ledsaget af den lækre sekretær, Lulu med de klikkende stilethæle, for – modsat Joseph K’s – kommer Jakob Bruns sag for med det samme og får også et noget andet udfald end dennes dødsdom, kan man roligt sige.

Let, ren linie

Man kan i læsningen fokusere på det indholdsmættede, labyrintiske. Hvordan er sammenhængen mellem Jakob Bruns mange mareridt om død og forrådnelse og hans oplevelser i Direktoratet? Hvad er det for noget med det dræberinstinkt, som hans kolleger i forsikringsselskabet efter et managementkursus bliver ved at påstå, at han helt mangler? Hvordan forholder historien sig til det antikke forbillede og til Kafkas mere nymodens? Med rigtig meget mere. Historien er trods sin lethed og lidenhed pakket med referencer, forbindelseslinjer og mulig symbolik.

Eller man kan fokusere på den lette, rene linie, vejen lige igennem: den arketypiske beretning om at overtage gården efter far, blive kalif i stedeet for kaliffen eller forene sig med det, man oprindeligt var imod, traditionen f.eks.

I hvert fald er “Grungen” suveræn i sin ubesværede kombination af det tætte, komplekse og det enkle, rensede.

Peter Rønnov-Jessen har underfundigt forenet det lettilgængelige med det avancerede, vel at mærke på en måde så alle kan være med.

Det er vigtigt, for historien handler om enhver og kan læses af enhver – flere gange, kan jeg hilse og sige.

 

 

Mai Misfeldt i Berlingske Tidende:


Møde for Grungen

Fem stjerner. Peter Rønnov-Jessen: Grungen. Roman.

“Grungen” er et eventyr. En mand, Brun hedder han, stresset livsforsikringsmand i Forsynet, er indkaldt til møde i noget, der hedder Direktoratet. Et sted, der viser sig at minde i den grad om Københavns Skatteforvaltning x 1000. I sin vej gennem systemet vokser den ellers så passive Brun til lidt af en helt, han kæmper sig vej og ender med at få fremmøde for selveste Grungen. Peter Rønnov-Jessens roman er en lille perle med en god del humor. for skal man parre Kafka med et gammeldags eventyr og en skikkelse som Grungen, så kræver det humor. En humor somisær retter sig mod dette fornuftig-ens-brune liv, hvor selv sunde mennesker tager på bizarre teambuildingkurser og finder sig i hvad som helst, så længe de tror, at det er godt for firmaet.

 

 

Persille Ingerslev i E-Pressen.dk:

Brun arbejder som assurandør i et forsikringsselskab. Vi støder ind i ham på hvad der nok er noget nær den mest irriterende og dårlige dag i hans liv. Han knækker en tand, han sidder fast i trafikken, han plages af væmmelige syner af døde folk, insekter og blod og han får næsten ingenting at spise fordi han har for travlt. For travlt med at vente, kan man vel sige. Peter Rønnov-Jessen har skrevet et moderne eventyr – Og sikken et eventyr det er! Meget bizart, anderledes og sært dragende, selvom de ting der hænder såmænd næsten hele tiden er fuldstændig normale. Men det er også kun næsten hele tiden. Det er en pudsig lille bog (200 sider) der er ren guf at læse. Det er sådan en bog man tager med sig i seng en dag man bare ikke gider at konfrontere verden, og så står den ellers på te og ristet brød hele resten af døgnet. Grungen er let læsning, forstået på den måde at man virkelig bliver draget af historien og hele tiden fristes til at læse bare ét kapitel til. Så den er hurtigt gnavet igennem. Hvis man gik i gymnasiet kunne man helt uden tvivl bruge et helt år på at gennemanalysere bogen på alle leder og kanter, ganske ligesom man kan analysere et rigtigt eventyr. For det ER et eventyr, med symbolik, udyr, en helt (om end han har tandpine) og sære labyrinter. Det indeholder bare ikke en eneste af de ingredienser der normalt er i et godt gammelt eventyr. Men nu er det jo heller ikke et gammelt eventyr det her, det er et nyt, anderledes og moderne eventyr. Personligt nyder jeg at begynde at læse en bog, hvor jeg de første fem sider sidder og keder mig lidt og tror jeg er inde i noget socialrealisme, for så at glo helt måbende på de efterfølgende sider, fordi historien tager en så uventet drejning, som den gør. (Hvor er det synd for Pump!!!) Grungen er anbefalelsesværdig på mange måder. Det er en bog der afspejler et menneskes udvikling (på symbolplanet!), en bog der er oplagt som undervisningsmateriale men først og fremmest er det bare rigtig underholdende, særpræget og sjov læsning. Et godnat-eventyr for voksne.

 


 

To uddrag fra bogen:

 

G

Og nu holdt han så her. Bag den dér enorme, røde lastbil som lige med ét, uden varsel, var standset op midt på gaden. Midt på denne smalle, ensrettede gade. Mindre end en kilometer fra Direktoratet.

Han trykkede på hornet, kort.

Intet skete.

Han trykkede hornkontakten ned endnu en gang, og holdt den nede i nogle sekunder.

Ingen reaktion. Bortset fra at lastvognens katastrofeblink gik i gang.

Han drejede sig i sædet og kikkede ud gennem bagruden. Det var ikke muligt at bakke, der holdt tre biler bag ham. Og nu kom der én til. Perfekt …

Han vendte sig atter fremad.

08:56 viste digitaluret.

Chaufføren kom slentrende ned langs lastbilen, en overvægtig mand i orange arbejdstøj der var flere numre for småt til ham, på hovedet bar han en grøn kasket. Han kastede et ligegyldigt blik på Bruns bil og åbnede et lille, gråt plasticdæksel i siden af vognen, henne ved bagenden. Den store, skrammede stålbagklap vippede ud fra lastbilen til vandret stilling og dalede adstadigt ned mod asfalten. Inden den var nået helt ned, standsede chaufføren den, trådte op på den, rakte ind i ladrummet efter et aflangt, gult betjeningspanel der hang i et tykt, sort kabel, og klappen kørte op til den var i niveau med ladet.

Chaufføren slap betjeningspanelet og forsvandt ind i ladrummet. Lidt efter kom han atter til syne, trækkende en træpalle med hvide papkasser efter sig på en rød håndbetjent gaffeltruck. Han drejede gaffeltrucken rundt og skubbede den ud på bagklappen. Han stillede pallen med varer fra sig på bagklappen, trak trucken ind i ladrummet igen og vendte kort efter tilbage med endnu en palle. Så greb han det gule betjeningspanel, og sammen med trucken og de fyldte varepaller sank han sindigt ned mod gaden, lige foran Bruns bil.

Brun rullede sideruden ned.

“Tar det lang tid?” råbte han til chaufføren. Bagklappen ramte asfalten med et klonk.

“Det tar den tid det tar!” råbte chaufføren grinende tilbage og trak den tungt læssede gaffeltruck over mod supermarkedet på venstre side af gaden, hvor et par unge fyre ventede på ham ved vareindleveringsporten.

09:03.

Da chaufføren atter kom skramlende ud fra porten med sin gaffeltruck, lyste de gule cifre 09:07.

Chaufføren skubbede truckens gaffel ind under den anden palle og pumpede med håndtaget, til pallen løftedes fri af bagklappen.

09:09.

Idet chaufføren vendte sig om for at trække gaffeltrucken over mod porten, kunne han ikke dy sig for at sende Brun et triumferende blik, mens han slog beklagende ud med hånden.

Brun åndede dybt ind og besluttede sig for at ignorere ham. Der var alligevel intet han kunne stille op.

Da chaufføren igen dukkede frem fra porten, viste digitaluret 09:15.

Han trak den røde truck hen på bagklappen, tog det gule betjeningspanel og trykkede på en knap. Den hydrauliske bagklap løftede larmende chaufføren og gaffeltrucken op fra asfalten.

Mod sin vilje kastede Brun et blik op på ham. Chaufføren nikkede til ham og grinede, så hans flæskekinder bævrede af morskab.

“Det haster vel ikke mere end det jawer!” råbte han ned til ham.

Brun svarede ikke, men bed tænderne fast sammen.

Og udstødte et dæmpet skrig. Det var jo lige præcis det han ikke måtte gøre – det føltes som om én eller anden havde boret en issyl ned gennem den knækkede tand, helt ned i kæben.

Brun trak vejret dybt og blinkede de tårer væk der havde samlet sig i hans øjne.

Chaufføren stod stadig og grinede smørret ned til ham.

Brun ville ikke se op på ham, men gjorde det så alligevel. Og hans blik fangedes af chaufførens venstre øre, noget var på vej ud af chaufførens venstre øre, noget mørkt og blankt … Brun så fascineret til, mens en sort, skinnende skolopender kravlede ud af chaufførens øre og ned over hans kind og hals, ned til den åbentstående, grønternede skjorte og videre ind på hans bryst. Chaufføren bemærkede den ikke, ligesom han ikke bemærkede at tænderne i hans bredt grinende kæft slet ikke var tænder, det så Brun nu, men gråhvide maddiker som bevægede sig uroligt bag de smalle, lidt for røde læber.

Trods smerten og den pinefulde bevidsthed om at han kom alt, alt for sent, begyndte Brun at le.

Chaufføren kikkede desorienteret ned på ham, hans grin falmede. Så skubbede han gaffeltrucken ind i ladrummet og sikrede den. Hoppede ned fra bagklappen og lukkede den.

“Så kører vi!” råbte han, uden at se på Brun, og gik med stive skridt om til førerhuset.

Brun nikkede til den orange ryg og satte bilen i gear.

G

Brun ventede i ørkenen.

“Hun tog dit brev,” lød det ved siden af ham.

Han reagerede ikke.

“Hun tog dit brev,” lød det igen.

Han fór sammen.

“Hva’?” sagde han.

“Hende Lulu. Grungens sekretær. Hun beholdt dit brev,” sagde kvinden i den grå cottoncoat.

“Nå.” Brun betragtede neglene på sin højre hånd.

“Hun beholdt dit brev. Nu kan du ikke bevise at du har en tid.”

“Hvorfor skulle jeg også det? Det fremgår jo af brevet. Og det står vel også i deres computer, eller kalender, eller hvad de bruger. Det må man da gå ud fra.”

Han vendte hånden om. Strakte fingrene ud. Studerede håndfladen.

“På den anden side virkede det som om hun godt kunne lide dig,” sagde kvinden. “Så man ved aldrig.”

Han kastede et hurtigt blik på hende.

“Tror du?” spurgte han.

“Hvad?”

“At hun godt kunne lide mig?”

“Man ved aldrig. Det er lidt ligesom med lotto. De fleste spiller uge efter uge, måned efter måned, år efter år, men vinder aldrig en krone. Og så er der nogen der bare spiller en enkelt gang, og så vinder de ti millioner.” Hun sukkede. “Og så kan de gå rundt uden bukser hele dagen. Også om søndagen. Især om søndagen, når de rigtig skal slappe af.”

“Om søndagen?”

“Når man sådan sidder og ser fjernsyn, og ser én eller anden uden bukser, så tænker man: Rige svin!”

Hun hostede. Han strakte benene frem og studerede sine sko.

“Rige svin?”

“Men det er jo ikke alle de rige der går rundt uden bukser, også selv om de havde råd. Jeg læste engang om en mand der havde vundet seksten millioner i lotto. Seksten millioner! Der var et billede af ham, han grinede over hele femøren. Men han havde bukser på. Pengene skulle ikke ændre hans liv, sagde han. Han skulle bare have en ny bil. Og så skulle der også være noget til børnene og børnebørnene. Og måske tog ham og konen en tur til Mallorca. Men ellers ikke noget. Ikke en skid.”

Hun sukkede.

“Sådan nogen har simpelthen ikke fortjent at vinde!” sagde hun.

Brun var på vej op i ørkenen igen, da Lulu trådte ind i lokalet.

“Så er det Brun!” kaldte hun. “Jakob Brun til Grungen!”