( Se hele omslaget her )
Odysseus’ hjemkomst, sex & tjald & rock’n’roll i 1971 …
Året er 2007. Martin G er 53 og under pres fra alle sider. Der er knas i ægteskabet, og på reklamebureauet er han trængt af yngre kræfter. Den internationale finansboble er begyndt at briste. Og så er der Christian, hans helgenagtige gymnasiekammerat som mistede sin førlighed ved en vandskiulykke i maj 1971, og som nu påstår at Martin var skyld i ulykken. Christian påstår også at han ved hvordan man rejser i tiden …
Oldtidskundskab er en syret og drømmeagtigt flimrende, fabulerende rejse tilbage til 1971, da 60’ernes optimisme endnu ikke var blevet kvalt af 70’ernes oliekrise. Det er stadig The Summer of Love, sex og tjald og rock’n’roll. Og Martin er 17 år.
Men hvordan fungerer erindringen, når det erindrede ikke ligger bag én – men foran?
Tre anmeldelser:
Helle Juhl Lassen i Information:
Odysseus på syretrip
Skøn, psykedelisk forening af tider og traditioner i Peter Rønnov-Jessens nye bog, båret frem af et lystigt skvulpende sprog
Af Helle Juhl Lassen
Der er en underskønt skvulpende rytme i Peter Rønnov-Jessens prosa, som allerede i prologen blæser én omkuld:
»Det er mørkt og vådt og smattet, vådt og slimet og mørkt, men alligevel ikke rigtig mørkt, men vådt;«.
Den sideordnede sætningskonstruktion, opremsningerne, med modrytme af gentagelsesfiguren, giver dette skvulpende præg, og alt det våde, næsten som var man med Odysseus på havet, vuggende at sted på hexameterets bølger. Netop Homers Odysséligger sammen med Dantes Den guddommelige komediesom en klangbund under Jessens Oldtidskundskab; ikke kun på grund af den rytmiske association, men også fordi Jessens hovedperson, Martin G, læser til eksamen, hvor Homer er en stor del af pensum, og sådan indflettes brudstykker af Odysseus rejse i den rejse, Martin G fortager sig.
Rejsemotivet kan betragtes som en cirkulær bevægelse, en venden tilbage til sig selv, til udgangspunktet, hos Jessen i bogstaveligste forstand: Den 53-årige reklamemand Martin G, hvis karriere og tredje ægteskab skranter, foretager en rejse i tiden, tilbage til sit 17-årige selv. Formålet med Martin Gs odyssé er, at han skal ændre sin gode ven Christians ulykkelige skæbne, da han efter eksamen i Oldtidskundskab var ude for en vandskiulykke, som handicappede ham for livet. Martin G kan via tidsrejsen forhindre ulykken, fordi han bevarer sin 53-årige hukommelse og livserfaring i den 17-åriges krop:
»Han betragter sig selv i spejlet, tar sin børste fra brystlommen i den blå denimjakke og reder sit hår, og det er som en erindring, som noget han mindes mens det sker, samtidig med at det sker. Som om han er forskudt, hvad det så skal betyde.«
Sindrigt og elegant
Tidsrejsen forårsager en omvending af begrebet erindring. Martin husker livet forlæns, han mindes sin fremtid, men problemet er, at jo mere han nærmer sig ulykkestidspunktet, des mere glemmer han, hvad der vil ske.
Romanens plot oprulles altså ud fra den tanke, at universet består af parallelle tider, og at vi eksisterer forskudt, side om side med os selv, eller som Christian filosofisk formulerer det:
»Al tid er altid. Samtidig«.
Rent kompositorisk følger Jessen også science fiction-tanken til dørs ved at inddele romanens kapitler i to tidsplaner:
»Engang i sidste halvdel af det første årti af det enogtyvende århundrede« (november 2007) og »Samtidig, engang nær midten af sidste halvdel af det tyvende århundrede« (maj 1971).
Tidsplanerne flyder gradvist sammen, og til sidst står kun det ene tilbage.
Tidsrejsefænomenet forbindes desuden med en sindrig kombination af euforiserende urter og svampe, udvundet af en uddød mexicansk indianerstamme. Det er Christian, som er arkitekten bag. Ved indtagelsen af stofkombinationen får Martin G mulighed for at springe i tiden, tilbage til sit 17-årige selv, og i romanens narrative forløb er det netop ved stof-indtagelsen, vi forlader den 53-årige Martin G. I et par hektiske kapitler, hvor han befinder sig på kanten af bevidsthed i en hospitalssituation, mister vi årstalsdateringen. Og i den kontekst bliver det vanskeligt at afgøre, hvorvidt det er syretrip, dødsøjeblik eller paralleltidsfænomen, der styrer Martin G og begivenhedernes gang. Det er elegant gjort af Jessen på denne måde at svække både Martin Gs og læserens realitetssans og lade tvetydigheden stå tilbage.
Inspirationen fra Dante er især tydelig i genbrugen af Dantes muse og store platoniske kærlighed, Beatrice, som litterært motiv. I Den guddommelige komedieovertager Beatrice vejviserfunktionen fra Virgil (fornuften), da Dante kommer til Paradiso. Hun bliver således en formidler mellem det menneskelige og det guddommelige, og hos Jessen inkarneres hun igen som vejviser, som en ældre, fraskilt Mrs. Robinson-type, der introducerer den unge Martin G til seksualiteten, stofferne og det lystfulde liv.
Oldtidskundskab er en skøn, psykedelisk forening af tider og traditioner, fra oldtidskundskabens helte over The summer of love til vor tids finanskrise. Fra homeriske heksametre over tidsrejser til naturreligioner og beat-poetiske syretrip, båret frem af et lystigt skvulpende sprog.
Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad:
Virkeligheden er relativ
Af Anders Juhl Rasmussen
I sin nye roman skriver Peter Rønnov -Jessen veloplagt om tidsrejser og en succesrig mand i livskrise
Titlen på Peter Rønnov -Jessens nye roman er lidt kedelig. Oldtidskundskab, det lyder af skemaplanen fra gymnasietiden, og det viser sig såmænd også at være skolefaget, der refereres til. Ser man bort fra titlen, er Peter Rønnov -Jessens roman sandelig ikke kedelig. Den er skrevet med en glimrende veloplagthed, sproglige udtryk, billeder og tanker griber hinanden i en fængslende bevægelse, så man dårligt nok får lejlighed til at lægge bogen fra sig, inden den er færdig.
Der er formentlig ikke skrevet ret meget om i manuskriptet, det virker i hvert fald, som om forfatteren har let ved at give stoffet fasthed og form. Ikke mange andre samtidige forfattere har samme flugt i sproget.
Når romanen har titel efter skolefaget oldtidskundskab, skyldes det, at romanens 53-årige hovedperson, Martin, bliver sat i kontakt med sin ungdom i gymnasiet. Formuleringen bliver sat i kontakt med er bevidst upræcis, for det er ikke så ligetil at forstå, hvordan en voksen mand bliver forynget, så han pludselig genoplever sin ungdomstid i dagene op til den afsluttende eksamen i oldtidskundskab.
Heller ikke Martin er på det rene med, hvad der egentlig foregår, men ved hjælp af en mystisk, pseudo-videnskabelig teknik bliver han altså sig selv lig, dengang han var bare sytten år. Eller næsten lig, for det er tydeligt nok en rekonstruktion, som gør tilværelsen lidt sjovere for hovedpersonen, end den egentlig var. Det manglende mod over for unge, attraktive kvinder, som Martin dengang led af, er nu erstattet af et selvbevidst livtag med tilværelsen og en meget tillokkende kvinde i hans nærhed.
Martin er sendt tilbage i tiden af en god ven, Christian, for at gøre en fejltagelse om. Christian sidder i kørestol som følge af en ulykke, der skete natten efter deres eksamen i oldtidskundskab. Han hævder, at Martin var skyld i ulykken, og derfor beder han ham om at gøre det skete ugjort. Det lyder sikkert lige så mærkeligt, som det opleves af læseren. Men man behøver ikke opfatte det hele som udtryk for andet end forfatterens leg med fiktionens mulighedsrum. Alt det, der ikke kan ske uden for litteraturen, kan jo ske inden for fiktionen.
Det mest gribende ved romanen er skildringen af Martins sociale-eksistentielle krise i voksenlivet. Martin er endt et sted i livet, hvor han har svært ved at se fremad. På arbejdet bliver han forbigået af de yngre ansatte, og i familien er han så uopmærksom over for sin kone, at han ikke har opdaget, hun er ham utro.
Indtil for nylig har han følt sig som hovedperson i sit eget liv. Det har været ham, der har forladt sin tidligere, meget smukke kone til fordel for en yngre og endnu smukkere model, og ham, der har gjort det forbi med sine yngre elskere på arbejdet. Nu er det omvendt ham, der ikke længere slår til, ham der drikker for meget og sløser jammerligt med sit liv. På dette vanskelige punkt i livet begynder Martin altså at drømme sig tilbage til sine ungdomsår og udskifte billedet af sig selv med et mere flatterende billede.
Er der tale om en tidsrejse eller en virkelighedsflugt?
Klaus Rothstein i Weekendavisen:
Oldævl: Al tid er altid
Tiden findes i parallelle universer i Peter Rønnov -Jessens nye roman.
Peter Rønnov -Jessen : Oldtidskundskab. Roman. 232 sider. 299 kr. Tiderne Skifter.
Af Klaus Rothstein
Et uopslideligt tema for forfattere og filmfolk: Hvad er konsekvensen af en tidsrejse? Siden de første litterære fantasier om emnet dukkede op i slutningen af 1800-tallet med fortællinger af Edward Page Mitchell, Mark Twain og – først og fremmest – H.G. Wells (Tidsmaskinen, 1895), har tidsrejsen haft sin sikre plads i litteraturen. Hver generation har sine fortolkere og fornyere, for nylig kom f.eks. spanske Felix J. Palmas Tidskortet på dansk, og herhjemme har forfattere som Niels Brunse, Erwin Neutzky-Wulff og ikke mindst Svend Åge Madsen filosoferet over tidens krumspring. Og nu også Peter Rønnov -Jessen , hvis nye roman, skønt betitlet Oltidskundskab, fabulerer over det klassiske og brutalt tidsparakdosale spørgsmål: Hvad sker der, hvis man hopper i tiden og forhindrer en begivenhed i at finde sted?
Martin G er partner i et reklamebureau, der laver dødssyge kampagner for Yummy Gummi yoghurt, tandpasta, hårde hvidevarer og den slags. Han er midt i 50’erne, lige lovlig drikfældig og med lidt for mange kilo på vommen. Og så er han i gang med sit tredje kriseramte ægteskab med ung kone og barn i børnehaven. Mens hans ven og partner, den adm. direktør Flip, beslutter sig til at realisere drømmen om et tidligt otium foran staffeliet i landhuset i Toscana, kan Martin G. selv ikke komme i tanke om et eneste ideal eller en eneste ambition. Men den unge generation af kreative medarbejdere buldrer frem med lyst og vilje til at lave andet og mere end at sælge vaskepulver. De vil også arbejde for politiske partier, og Martin G. er ved at blive kørt lidt ud på et sidespor. Da han brokker sig, siger Flip blot: »Tiderne skifter.«
Det samme tænker Martin G’s barndomsven, den ulideligt kvikke Christian, der er en både kendt og anerkendt religionsvidenskabsmand, der sidder i kørestol med lammede ben efter en vandskiulykke i 1971, som Martin måske var skyld i, dengang de to venner var 15 år. En aften, hvor Martin G bæller rødvin og Christian drikker te, fortæller videnskabsmanden sin ven reklamemanden, at det faktisk er muligt at rejse tilbage og lave om på fortiden, at forhindre vandskiulykken i at ske, uden dog at gøre det blevne ikke-blevet. Christian mener at »al tid er altid«, og at store videnskabsmænd som Einstein og Hawking rent faktisk har rejst i tiden.
Pludselig sidestepper vi til maj 1971, eller som det hedder i romanen: »Samtidig, engang nær midten af sidste halvdel af det tyvende århundrede«. Bemærk dette »samtidig«, der viser tidsspringet til et parallelunivers, snarere end til en lineær fortid, hvor Martin og Christian læser til eksamen i 1.g, oldtidskundskab venter forude (deraf romanens titel). Det er en forsommer præget af eksamenslæsning, fest, forbudt forførelse, forældrenes dannede småborgerlighed og tidens musik, for som Martin kan se med sin fremtidsbevidsthed: 60’erne slutter først et stykke ind i 70’erne.
Ja, tiden og tidens begivenheder parallelforskubber sig i Peter Rønnov -Jessens mærkelige, hverdagsrealistiske og kolossalt realismefornægtende roman, hvor man som læser skal acceptere præmissen og flyde med, sådan som man skal i al anden litteratur, der spekulerer i vores opfattelse af lineær tid. For hvis tiden findes parallelt flere steder, findes den så overhovedet? Romantitlen refererer til den unge Martins eksamenslæsning, der bl.a. handler om skæbnebegrebet, hybris og nemesis, og Oldtidskundskab er dermed et filosofisk portræt af opløsningsmanden Martin G i professionel og privat krise. Tiderne skifter, fik han at vide. Men gør de nu det? Har Christian ret i at al tid er altid – samtidig? Eller hvad stiller vi op med dette uløselige paradoks? Spørgsmål uden svar – det er både styrken og svagheden i denne tvetydige roman, der på den ene side kan afvises som en uforløst fiks idé, mens den på den anden side fungerer fint som et portræt af den unge Martin spejlet i hans senere utilstrækkelighed som reklameløgner og erfaren ægteskabsfallent. Men det hele forudsætter, at man accepterer tidsparallellen som litterært greb. I så fald: Velkommen til eksamen i Peter Rønnov -Jessens oldævl anno 1971-2007.
Dorte Hygum Sørensen, interview i Politiken, 1. maj 2010:
Den opmærksomme og vidende læser har allerede fundet fejlen: Det var ikke John le Carré, men Graham Greene der drak champagne til frokost …
Se også omtale på Tiderne Skifters website:
http://www.tiderneskifter.dk/default.asp?pid=42&bogid=470