Tomme sjæle er en gyser.
Vi følger Tom, som er researcher på et talkshow. Toms indbakke bugner af telefonbeskeder, breve, faxer og email-udskrifter. Fra folk som har grebet deres partner i utroskab, folk hvis partner har grebet dem i utroskab, folk som har skiftet køn, som agter at skifte køn, som har skiftet køn og nu vil skifte tilbage igen; folk som blev misbrugt som børn, folk som misbruger børn; folk som er blevet misbrugt af rumvæsener fra fjerne galakser, folk som er rumvæsener fra fjerne galakser.
Indimellem kan man ane en flig af en hjerteskærende historie, et strejf af ægte smerte. Men for Tom og hans kolleger på Lili Teller Show drejer det sig kun om seertallene. De gør som de gør, som de skal. Som de blir betalt for. I en verden der har gjort sig af med enhver forestilling om godt og ondt.
Men så en dag blir programmets format lagt om …
Tomme sjæle er en thriller. Og en svidende kritik af vore dages mediekultur. Af apokalyptisk format og særdeles underholdende.
Anmeldelser:
Lars Handesten i Berlingske Tidende:
Talk-show med Djævelen
Peter Rønnov-Jessen fabulerer videre på talk-showenes fascination af seksuelle perversiteter og underholder – og moraliserer – selv, så man læser bogen i ét stræk uden at skifte kanal.
Af Lars Handesten
Vor tids romanhelt er ikke ingeniør, journalist, kriminalinspektør eller hemmelig agent. De kan højst spille en birolle, fordi andre har indtaget deres plads som samfundets skabere, sandhedens talerør eller retfærdighedens vogtere. Vor tids romanhelt er – helt i overensstemmelse med den pseudovirkelighed, som TV skaber – studievært i et talkshow-program eller i det mindste ansat som researcher på showet.
Sådan er det i Peter-Rønnov-Jessens groteske satire “Tomme sjæle” over TV-show, hvor transvestitter bekender, at de har skiftet køn, eks-konen og barnet fortæller om deres reaktion og vennerne om deres forbavselse. Eller hvor folk råber og skriger og kommer op at slås for åben skærm. Logikken i denne underholdningsbranche er, at bekendelserne må blive mere og mere outrerede, sådan som det da også sker både i “virkeligheden” og i Rønnov-Jessens roman. I “Tomme sjæle” skærer en mand sin penis af for at straffe sin kæreste, en anden mand gifter sig med en hest, og en tredje forvandler sig til hund for at realisere sin sande identitet.
Publikum vil have mere og mere og det får mere og mere, så showet kan holde sine høje seertal og få del i reklamekronerne. Den spiral, der hermed bliver sat i gang, er der i princippet ingen ende på, ligesom der principielt ingen grænser er for, hvad man kan iscenesætte af pirrende mærkværdigheder. I et spil som “Robinson” har man gjort den sociale udstødelse til princip og dermed tydeliggjort, at enhver moralsk tankegang og handling er borte, sådan som Rønnov-Jessen er inde på. Her skelnes ikke mellem rigtigt og forkert, men kun ud fra “succeskriterier” og med henvisning til, at det jo bare er underholdning. Men netop denne manglende vilje til at skelne mellem godt og ondt, selv om vi dog er voksne mennesker og én gang har spist af kundskabens træ, netop denne manglende vilje er et tegn på, at ondskaben griber som sig, at Antikrist har sejret, og at de sidste tider er nær!
Så drastisk biver det drevet ud i “Tomme sjæle”, fordi man kun i groteskens form kan matche den vanvittige “virkelighed” som talkshow-programmerne skaber. “Tomme sjæle” er en vittig, underholdende og moralsk historie om studieværtinden Lili Teller og hendes dygtige, men også lettere anfægtede researcher med det symbolske navn – Tom. De har fået fat på en historie om en baby, der er født med hale og bukkefødder, og som synes at være et barn af Djævelen selv. Hendes historie skal vende showets dalende seertal og bringe dem op på nye, uanede højder. Men med hendes historie er det også som om, at man kan se nye sider af den ellers så charmerende Lili Teller. Er hun Djævelen forklædt i studieværtens gevandter og skjult bag et tykt lag makeup? Der er en, der tror at have gennemskuet hende, men vil folk have deres idol afsløret? Er der overhovedet nogen, som er interesseret i sandheden?
Denne historie får Rønnov-Jessen fortalt, uden at den bliver til plat kulturradikalistisk pegefingermoral. Han – og hans fortæller – driver showets fiktion længere og længere ud og bringer den efterhånden på linje med Johannes Åbenbaring, der så farverigt og fantasifuldt beretter om apokalypsen – de sidste tider.
Måske kan verdens ondskab og undergang udspringe af et TV-show, så pas på næste gang De slår over på Oprah Winfrey-show. Godt nok ser hun tilforladelig ud, som hun sidder der og lader folk snakke om deres seksuelle særheder, men prøv lige at se om der ikke bag pandens makeup gemmer sig Djævelens tegn, og om man ikke under det glattede hår skulle kunne ane et par horn.
Bo Tao Michaëlis i Politiken:
Grum satire
Peter Rønnov-Jessen har skrevet en underfundigt underholdende roman.
Den geniale amerikanske forfatter Nathanael West skrev i 1930erne to små, men meget visionære kultromaner, ‘Fru Hjertesorg’ og ‘Græshoppernes dag’. Foruroligende, fascinerende og dog galgenhumoristisk ekspressive skildringer af et mediesamfund, hvor alt er til fals, alt er falsk og alligevel synes en ægte dommedag at nærme sig i massernes hysteriske frustrationer. Over både fysisk og psykisk fattigdom, accentueret af en frenetisk og kunstig længsel efter skinverdenens øjeblikke af berømmelse. Tom, hovedpersonen i Rønnov-Jessens nye roman ‘Tomme sjæle’, har ikke kun læst Wests forfatterskab, men endog engang i fortiden skrevet universitetsopgaver om det. Nu siger det ham meget lidt, ansat som han er til at lave ‘tyggegummi’ for tv, som medarbejder på et talkshow drevet af den ferme og forfærdelige Lili Teller, som intet skyer for at servere alskens intime fortrædeligheder, ja direkte freaks i sit show. Toms verden er altså den verden som er skabt af en Jerry Springer , Ricki Lake, ‘Robinson-ekspeditionen’ og ‘Pernilles univers’. Tom er fra første side glad for sit job, hvis prestige og magt gør det at score kvinder lige så let som at zappe over på CNN. Men så støder han ind i en sag om et lille pigebarn, der er født med hove og en minimal hale. Helt oplagt som gæst hos Teller, alligevel begynder hans verden at krakelere. Samtidig forfølges han af et tidligere offer, Lasse Pump, en mand der sveder tran ud af sit korpus på 200 kilo. Og lige så samtidigt indleder han et fatalt forhold til Eva, sundhedsplejersken som opdagede det lille djævlebarn.
‘Tomme sjæle’ er således en grum satire over vor nuværende medieverden. […] Vi sejler af sted i rappe dialoger og vi hører om burleske historier som fletter sig ind til moderne kalkmalerier over Vredens Dag med uhyret, krigene, plagerne og den store jordrystelse som vil afslutte verden ifølge Bibelen.
Rønnov-Jessens historie er hele vejen underfundigt underholdende, men akkurat ikke skødesløs og harmløs læsning, omend inciterende nødvendig i sin tematik. Fordi romanen, for nu at blive i det bibelske, er et spejl, hvor læseren skal (er)kende sig selv. På mange måder en suggestiv, fremragende bog. På sæt og vis herhjemme den mest smertefuldt anfægtende og advarende i sit vue over mediers tyranni. Den hudfletter det glamourøse, det flamboyante og det famøse, kort sagt berømmelsens sataniske pris, og viser os dermed angst i en håndfuld støv, for nu at citere Wests samtidige kollega, gamle T.S. Eliot.
Bo Tao Michaëlis
To uddrag af bogen:
Toms indbakke bugner af telefonbeskeder, breve, faxer og email-udskrifter. På computeren er der endnu flere mails. Folk som har grebet deres partner i utroskab, folk hvis partner har grebet dem i utroskab, folk som har skiftet køn, som agter at skifte køn, som har skiftet køn og nu vil skifte tilbage igen; folk som vil skifte dyreart, som vil opereres om til hunde og bjørne og fugle; folk som blev misbrugt som børn, folk som misbruger børn, folk som blev misbrugt som børn og nu selv misbruger børn, folk som har kendskab til børn der blir misbrugt, folk som har kendskab til folk der blev misbrugt som børn og nu selv misbruger børn, børn der blir misbrugt; mænd som føler trang til at bekende over for deres koner at de går i seng med konernes mødre eller fædre eller bedstemødre eller bedstefædre, som føler trang til at bekende at de går i seng med deres egne mødre eller fædre eller bedstemødre eller bedstefædre; kvinder som er ivrige efter at fortælle deres mænd at de går i seng med deres forældre eller bedsteforældre eller søskende, eller deres mænds forældre eller bedsteforældre eller søskende; folk som æder deres onkler og tanter; mænd som har gjort deres døtre gravide, som har gjort deres mødre gravide; folk som er blevet misbrugt seksuelt af tidligere eller nuværende stats-, udenrigs- og finansministre, og som alligevel ikke har modtaget den kompensation fra staten de føler sig berettigede til; folk som er blevet misbrugt af rumvæsener fra fjerne galakser, folk som mener at deres børn eller søskende eller forældre eller naboer er blevet misbrugt af rumvæsener fra fjerne galakser, folk hvis forældre eller børn eller søskende eller naboer er rumvæsener fra fjerne galakser, som misbruger dem, folk som er rumvæsener fra fjerne galakser –
– når man ser bort fra de mest ekstreme nut cases, kan man ind imellem ane en flig af en hjerteskærende historie, et strejf af ægte smerte. Det er imidlertid uhyre let at tage fejl, og finder man den så endelig – den ægte, sande human interest story – viser det sig ofte at den overhovedet ikke egner sig til programmet.
Men Tom og hans kolleger prøver. De raver i blinde, men de prøver.
Blandt henvendelserne vælger Tom et brev ud fra en mand hvis historie allerede har været omtalt i et ugeblad, manden har vedlagt artiklen – en fraskilt, arbejdsløs automekaniker fra en lille by i provinsen der forsøger at skabe sig en karriere som intimmassør for kvinder. Rumlefed, selvfølgelig – på det store farvebillede ser han ud som om han er i ottende-niende måned.
“Hallo,” lyder en grødet stemme i røret.
“Er det Børge Flensborg? Det er fra Lili Teller Show, jeg hedder Tom. Du har skrevet til os -“
“Ja, for fanden!” gjalder det begejstret, så begejstret at Tom må holde røret lidt ud fra hovedet. “For satan da! Alle tiders! Ja, det er Børge her!”
“Og du kunne godt tænke dig at komme med i programmet, forstår jeg -“
“Ja, for satan! Det er alle tiders program! Alle tiders! Jeg ser det hver gang! Hver evig eneste gang!”
“Det er jeg glad for at høre,” siger Tom. “Og det er da også en vældig interessant historie du har at fortælle, synes jeg – med din forretning, og alt det der -“
“Skidegodt!”
“Undskyld?”
“Den går skidegodt – forretningen! Den kører bare! Det er fa’me helt utroligt, så mange liderlige kællinger der er – og ikke bare her i byen, de ringer sgu fra hele landet, gør de, helt ovre fra København har der været et par stykker, men det er selvfølgelig også blevet lettere nu, med broen, så …”
“Nåmen det lyder da fantastisk, Børge, til lykke med det! Og det tror jeg faktisk også at seerne mægtig gerne vil høre om. Det er sådan noget der interesserer folk -“
“Det er det!”
“- så det er sådan set bare at finde ud af hvordan vi skal vinkle historien. Og hvem vi skal have med …”
“Ja, ja. Men jeg skal nok komme, det kan du regne med! Hvad skal jeg have på?”
“Hvad du skal have på? Det bestemmer du såmænd selv, der er ikke særlige krav,” siger Tom. “Almindeligt tøj. Sådan noget som du føler dig godt tilpas i.”
“Ja, for jeg har altså købt sådan lidt forskelligt – latex, du ved, og læder og sådan. Og jeg har også en g-streng, det er jo moderne i dag, med sådan en g-streng …”
“Jo, måske, det kunne måske være meget sjovt at se dig i g-streng – men det kan vi altid tale om, det behøver vi ikke tage stilling til lige nu …”
“Det er jo ellers meget rart at vide hvad man skal tage med i kufferten,” vedblir Børge snusfornuftigt.
“Ja, ja. Men først må vi lige finde ud af hvem vi skal have med. Hvem kunne du selv tænke dig at have med?” spørger Tom.
“Med? Det er vel bare mig, ikke? Jeg mener, det er jo mig det handler om …”
“Jo, men du kan jo ikke optræde alene, vel? Der skal andre med. Hvad med – nogle af dine kunder, for eksempel? Bare én eller to – så kunne de fortælle om hvordan det er at besøge dig, det er jo ikke så almindeligt at kvinder – betaler for det …”
“Nej, jeg har sgu aldrig betalt for det!” brovter Børge.
“Nej, det er det jeg mener. Og det er endnu mere usædvanligt når det gælder kvinder. Du kunne måske prøve at tale med et par af dine kunder? For du har vel kunder?”
“Hold da kæft, de vælter ind! Jo, selvfølgelig har jeg da kunder. Men – sådan ligefrem at trække dem med i fjernsynet, det … Ja, det er jo lige før det strider mod mit tavshedsløfte!”
“Tavshedsløfte?”
“Jaeh,” siger Børge højtideligt, “når man sådan er inden for terapibranchen, og det må man vel på en måde nærmest være når man gir massage, ikke, så har man jo også et tavshedsløfte – lidt ligesom en læge, eller en præst. Kunderne skal selvfølgelig kunne regne med at alt er i fuld fortrolighed, og så kan man jo ikke gå og udlevere deres navne til hvem som helst …”
“Nej, men det er heller ikke det der er meningen, Børge. Selvfølgelig ikke. Men det ville jo ikke være en overtrædelse af noget tavshedsløfte, om du fortalte enkelte af dine kunder -“
“De er ikke allesammen enker!” protesterer Børge. “Der er skam også unge piger imellem – og gifte fruer! Det er dem der er flest af!”
“Nej, altså – hvis du fortalte enkelte af dine kunder, et par stykker bare, om programmet, og spurgte dem om de havde lyst til at medvirke. Så kunne de jo selv tage stilling …”
“Nå sådan, på den måde! Joeh, men – naeh, det er nok ikke lige sagen …”
Tom siger ikke noget.
“Jeg mener – nu er jeg jo lige begyndt, ikke,” plæderer Børge, “og jeg har jo ikke rigtig nogen fast kundekreds endnu, som jeg kender godt, og dem der kommer, de er jo i forvejen lidt beklemte ved situationen, for det er jo ikke helt almindeligt, vel, endnu er det i hvert fald ikke helt almindeligt at kvinder sådan går ud og betaler for det, det er jo noget andet med os mandfolk, hæ – ja, altså ikke fordi jeg nogensinde har betalt for det! Såeh – nej, det har jeg faktisk ikke lyst til at spørge dem om …”
“Okay,” siger Tom, efter en pause. “Det må jeg naturligvis respektere. Men man kunne måske også dreje den på en anden måde. Hvad med – nu siger du selv at at det er ret usædvanligt at en mand finder på at tjene sine penge på den måde, og det er det jo. Og det er vel heller ikke helt – accepteret, i hvert fald ikke i alle kredse.”
“Og hva’ så? Det er bare folk der er misundelige!”
“Ja, det er det jo nok, Børge. Men – hvad siger familien til det? Der var måske en vinkel dér, sådan nogle historier har vi lavet nogle gange, om folk der har lidt – hvad skal vi sige, frække erhverv, og deres families og venners reaktioner på det. Hvad med – jeg kan jo se, det fremgår jo af den ugebladsartikel du har sendt os at du er fraskilt, og at du har to små børn, Jeanette og Dennis, som bor hos deres mor … Hvad siger din ekskone og dine børn til det? Og dine forældre og dine søskende, hvis du har søstre og brødre, dine venner og bekendte? Dine tidligere kolleger på værkstedet? Har du søskende? Hvad siger de allesammen til det?”
“Nej, altså – nej, det vil jeg altså helst ikke have. Nej, sateme! Mig og konen, vi er altså ikke rigtig på talefod. Og børnene – de ved jo ingenting, og jeg synes nu heller ikke at de skal med i sådan et program -“
“Nej, selvfølgelig, Børge,” skynder Tom sig at bryde ind, “det plejer vi heller ikke, at have børnene med, det var en tanketorsk -“
“Og mine forældre, de er noget oppe i årene, og min mor hun døjer med at gå, hun venter på at få en ny hofte, så det er nok ikke lige noget for dem … og jeg har godt nok en søster, men hende snakker jeg ikke med – og dem fra værkstedet, nej, det går altså ikke …”
“Men vi er jo nødt til – der skal jo være en eller anden form for konfrontation, Børge. Det må du forstå. Sådan som programmet er bygget op – det bygger jo på at der er en diskussion, en meningsudveksling mellem gæsterne – det er jo ikke et almindeligt interviewprogram …”
“Nej, nej, det forstår jeg da så godt! Jeg ser det hver gang – det har jeg vist allerede sagt – hver evig eneste gang! Alle tiders, der er sgu gang i den! Og hende Lili, hun er dæleme alle tiders! Og så ser hun jo også godt ud, hæ, hun holder sig fa’me godt!”
“Det blir hun glad for at høre, Børge. Og som jeg siger, så vil vi også mægtig gerne have dig med i programmet. Men vi er altså nødt til at finde nogen du kan diskutere med …”
“Jeg kan ikke se hvorfor det skulle være nødvendigt …” indvender Børge surmulende.
“Nej, men det er det altså! Så du må … Kan vi ikke aftale at du tænker over sagen, Børge? Prøv at spekulere lidt over hvem du kunne forestille dig var gode at have med – så kan vi tale sammen igen. Skal vi sige det?”
“Arh, det ved jeg snart ikke …”
“Jo, lad os nu sige det, Børge. Jeg ringer til dig i næste uge – skal vi sige på tirsdag? Og så må du lige tænke over det til på tirsdag. Og hvis du er kommet i tanker om nogen du gerne vil have med, så går vi videre med det. Ellers – ellers blir det altså temmelig svært at få dig passet ind, det kan du godt forstå, ikke?”
“Joeh …” mumler Børge.
“Så siger vi det! Jeg ringer på tirsdag, ved denne tid. Og hvis du så har fundet ud af noget – så finder vi ud af noget! Er det en aftale?”
“Det er det vel …”
“Fint! Så snakkes vi ved på tirsdag!”
“Jaeh …”
“Ha’ det godt så længe, Børge! Hej!”
“Farvel …”
Man kan ikke vinde hver gang. Tom hæfter Børges brev, ugebladsartiklen og sine notater sammen og lægger dem ned i sin skraldeskuffe – det er dér han smider de programemner ned som ikke er helt opgivet, men som næppe nogensinde realiseres. Når skuffen er fuld, kikker han indholdet igennem en sidste gang. Langt det meste af det ryger så i papirkurven.
Derefter klikker han sig ind på sin kalender på computeren, går hen på tirsdag og indfører et notat om at ringe til Børge Flensborg.
Han drikker en slurk kaffe og fortsætter gennemgangen af sin indbakke.
– – – – – – –
Det næstmest bemærkelsesværdige ved Lili Tellers første ‘Baby Special’ – som ved de efterfølgende – var at programmet var så totalt blottet for dramatisk indhold. Lili Teller pludrede med babyen, Lili Teller legede med babyen, Lili Teller madede babyen, Lili Teller dikkede babyen – det var alt, andet skete der ikke. Og babyen lo og smilede – igen og igen hørte man dens overgivne, boblende latter – og kravlede omkring og legede og hyggede sig, og kikkede op på Lili Teller og ind i kameraet med sine mærkelige, gule øjne.
Intet spektakulært. Bortset fra at babyen naturligvis i sig selv, med sine medfødte misdannelser og gule øjne, var ganske opsigtsvækkende. Og de lyserøde bukser med hul til halen, babyen var iført – som noget fra en tidlig Disney-film om De Tre Små Grise – var da også noget for sig. De var imidlertid en nødvendighed af hensyn til programmets afsættelighed på det amerikanske marked, hvor man ellers ville have opfattet det som børnepornografisk.
Det næstmest bemærkelsesværdige ved udsendelsen var altså at den var så ekstremt idyllisk og kedsommelig.
Det mest bemærkelsesværdige var at den tiltrak seere som et ådsel tiltrækker fluer.
Allerede samme aften som showet blev sendt, stod det klart at noget helt usædvanligt var sket. TV-selskabet blev kimet ned af begejstrede seere som krævede mere af samme skuffe og bad om hyppige genudsendelser af det program de netop havde set, også gerne i dagtimerne, så børnene fik mulighed for at kikke med. Der var også enkelte utilfredse som ringede op, religiøse fanatikere og kværulanter i al almindelighed som opfattede programmet som en forhånelse af hele Guds skaberværk og en krænkelse af alle anstændige menneskers moralbegreber. Disse var dog langt i undertal, og da tv-selskabet ud på natten lukkede for telefonerne, var der stadig en telefonkø på over en time.
Morgenen efter, da Tom ankom til arbejdet, mødte der ham et sælsomt syn: en stor menneskemængde havde samlet sig på parkeringspladsen, under babyens ansigt der grinede henrykt ned til dem fra den ti meter høje plakattavle der var blevet rejst i pladsens nederste ende, længst borte fra Lili Teller Productions’ renoverede fabrikshal.
Tom parkerede så tæt oppe ved bygningen som han kunne. Så stod han ud af bilen og betragtede mængden.
Adskillige hundrede, så der ud til at være. Og flere strømmede til – enkeltvis og i mindre grupper på to eller tre kom de slentrende ind gennem porten, ligesom tilfældigt, som om de ikke rigtig vidste hvor de var på vej hen, og opslugtes så af massen.
I betragtning af hvor mange mennesker der var, var de påfaldende stille. Enkelte talte indbyrdes sammen, nu og da hørtes isoleret et muntert udbrud, en kort latter; men for det meste stod de tavse og alvorlige, uden at ænse hinanden, syntes det, og uden at lade sig afficere af den støvregn der begyndte at falde, og stirrede skiftevis op på babyen over dem og over mod produktionsselskabets bygning, som i tyst forventning om at et eller andet skulle ske.
Der var ikke i sig selv noget egentligt truende over den stadigt voksende skare under plakattavlen. Alligevel følte Tom en underlig stivhed i nakken, da han vendte sig om for at gå ind gennem glasdørene.