Peter Rønnov-Jessen

  Forside  
|
  Nyheder  
|
  Bøger  
|
  Artikler  
|
  Links  
|
  Om forfatteren  
|
  Kontakt  
|
  English  

 

Reparation af spunsvægge 



spunsvægge 3 
 

Reparation af spunsvægge er en thriller. Og som så mange thrillere handler den om døden.

Per er fotograf, men har svært ved at fokusere. Nu sidder han i sit barndomshjem. Forældrene er døde, og han opholder sig i det store, gamle hus for at rydde det og sætte det til salg. Omkring sig ser han ikke andet end forfald og undergang. Han føler sig fanget i et mareridt, en søvn han ikke kan vågne af, og han har en mærkelig fornemmelse af at han først nu, da han ikke længere er nogens barn, skal til at være voksen.

Men efterhånden som han i erindringen genoplever sine forældres sygdomsforløb og død, forekommer den ydre verden ham stedse mere uvirkelig og fjern. Dinosaurer strejfer om i hans barndomsbys engang så velkendte gader. Han fornemmer at han ikke er alene i huset, og begynder at ane en dybere virkelighed i dets gådefulde skygger.

 




Et fyldigt uddrag af bogens indledning findes her:
 

http://www.bogbidder.dk/hele-tekster/reperation-af-spunsvegge-af-peter-ronnov-jessen





To anmeldelser:

 

 

Mai Misfeldt i Berlingske Tidende:


En utæt tid

Peter Rønnov-Jessen er ikke for sarte sjæle. I hans nye roman forplanter fornemmelsen af , at der måske ikke er så klare grænser mellem virkelighed og drøm, sig isnende til læserens bevidsthed.

Fem stjerner. Peter Rønnov-Jessen: Reparation af spunsvægge. Roman. 240 s., kr. 239. Gyldendal. Udkommer i dag.

Af Mai Misfeldt

For lige at få det på det rene: En spunsvæg er en støttemur, som anvendes som afgrænsning mellem kaj og havnebassin og til afstivning af dybe udgravninger. Går der hul i en sådan spunsvæg, pibler eller strømmer der naturligvis vand ind fra havnebassinet i det tørre område, hvilket ikke er hensigten.

Hos Peter Rønnov-Jessens hovedperson i romanen Reparation af spunsvægge er der gået hul mellem den mentale spunsvæg, der adskiller fortiden og nutiden på den mest uhyggelige og kafkaske måde. Hovedpersonen er Per, en midaldrende mand og engang håbefuld kunstfotograf, der nu slukøret ernærer sig som skolefotograf. Han befinder sig lige nu i forældrenes hus i Aalborg, hvor det er meningen, at han skal få ryddet op, efter at de med kort mellemrum begge er døde. Derefter skal han hjem igen til Ellen og datteren i København. Men det er, som om han er trådt ind i en lomme af ikke-tid, en lomme, hvori han sidder fast og, ligesom i de værste drømme, bare ikke kan komme væk igen. I stedet for at rydde op i det forfærdeligt misligholdte, spindelvævsbeklædte hus, hvor døden længe har huseret, synker han længere og længere ind i sit eget mareridt, godt hjulpet på vej af de mange flasker vin, han konsumerer.

Det er ikke så meget spørgsmålet om, hvem forældrene egentlig var, og hvordan hans egen barndom var, der nager ham, men han hjemsøges af en familiehemmelighed, som rummes i moderens sidste ord til ham: ?Morten?. Har Morten mon noget at gøre med det lille spøgelsesbarn, som han hele tiden ser, og som slutteligt også lader sig fastholde på fotografier? Og hvorfor synes tingene på spøgelsesagtig vis konstant at bytte plads for ham? Det meget forladte hus synes forhekset, der er nogen, men hvem? Samtidig nærer han større og større uvilje mod at tale med Ellen, og det med at kontakte en ejendomsmægler og ?komme videre?, som omverdenen forventer af ham, bliver aldeles uoverkommeligt.

Per er trådt ind i et mareridt, som han hverken kan eller vil komme ud af . Almindelige mennesker bliver fremmede og skræmmende, og det at få købt sin vin en sand gyser, for hvem er det, der går rundt i supermarkedet og river ting ned fra hylderne med deres skarpe kløer og strækker deres lange halse, hvis ikke en sand horde af dinosaurer?

Delikat balance

Peter Rønnov-Jessen har måske aldrig skrevet bedre og mere hårrejsende end her, hvor han balancerer delikat på knivsæggen mellem det reale og det fantasmagoriske. Vi møder en mand, der i den grad er forsvundet for sig selv, slidt ned af evigt lange rejser fra København til Aalborg under forældrenes lange syge- og dødslejer, og som nu står i et tomrum i sit eget liv, hvor vandet fra fortiden nærmest vælter ind, mens det bliver mere og mere umuligt at lappe spunsvæggen. Et rum, hvori han er ved at drukne, hvor han har tabt alle illusioner og enhver tro på, at der er en vej ud. Det eneste, jeg savner, er lidt baggrund for hans stærke binding til forældrene, men den historie, ligesom mange andre, er trådt i baggrunden for den besættende her-og-nu-skildring af et stadigt pågående mareridt, som jeg tror, mange læsere vil have lige så svært ved at vågne op fra, som jeg havde.

 

 

Lars Bukdahl i Weekendavisen:


Spøgelser græder snot

Øh? BØH! Det er lige før, Peter Rønnov-Jessen skjuler gruen for godt i sin nye, ondt trøstesløse sammenbrudsroman, men hele tiden mærkes den, bag spunsvæggene.

Peter Rønnov-Jessen: Reparation af spunsvægge . 240 sider, 239 kr. Gyldendal.

Af Lars Bukdahl

Jeg synes, at titlen på Peter Rønnov-Jessens nye roman, Reparation af spunsvægge , er mindst lige så god som titlen på hans debut, novellesamlingen, Unaturlig omgang med får, 1985, men forskellen på de to titler siger noget om udviklingen i et skrumlet og originalt forfatterskab, der bliver ved at afgive løfter, men ikke altid er lige god til at opfylde dem: fra glade postmoderne grotesker til snigende, hverdagsnedtynget gotik og satire. Hvilket i min skæve bog er så glimrende og meningsfuld en udvikling som nogen.

Vel cirka 75 pct. af den nye roman er »bare« en ualmindelig traurig, pokerfjæs-omstændelig sammenbruds- og midtvejskriseroman om den desillusionerede skolefotograf Per, der efter lang tids omstændelig pendling til sine forældres dobbelte syge- og dødsleje nu opholder sig i barndomshjemmet i Aalborg for at gøre dødsboet op og sælge og rengøre huset. Han kan imidlertid overhovedet ikke tage sig sammen og drikker for meget og falder hen i barndomsglimt og lange, lange flashbacks til forældrenes sygdomsforløb.

Som et lille lys i mørket genfinder han sin barndoms mørkekammer, men også dér spøger den uhygge og mystik, som optager de resterende 25 pct. af romanen (og grumt kaster sin skygge på de 75 pct. midtvejskrise): Per føler sig overvåget, ting og sager bytter plads og forsvinder og flere gange får han øje på et mystisk »tågebarn«, som han første gang mødte på hospitalet, da moren havde draget sit sidste suk (og udtalt det mystiske navn Morten!). Per kommer længere og længere ud, andre mennesker, kunderne i supermarkedet for eksempel, opfatter han som øgler, og til sidst isolerer han sig helt og aldeles med flere paller dårlig rødvin.

Og så røber jeg pligtskyldigt ikke mere, men kunne lige så godt gøre det, for pointen (for mig) i en mellem realisme og fantastik tøvende (© Todorov) fiktion som Rønnov-Jessens ligger ikke i nogen hel eller halv opklaring, men i den længst mulige opretholdelse af hin tøven i al dens (forhåbentlig) foruroligende stemningsfuldhed; faktisk sidder jeg i en art meta-spænding og håber af alle kræfter på, at mysteriet bliver så lidt opklaret som overhovedet muligt, og Rønnov-Jessen træder en smule, men ikke meget over min kridtstreg: »Morten«, et billede under en skuffes falske bund, et sent barndomsglimt, som da vist ikke er Pers...

Der er stor motiv-lighed mellem Reparation af spunsvægge og Vagn Remmes debutroman fra forårssæsonens start, Arvingen: skrøbeligt subjekt alene i arvet hus med familiehemmeligheder, men Remme fik lige præcis alt for travlt med (vis-à-vis en lang europæisk cykeltur) at opklare familiehemmelighederne; Rønnov-Jessen har slet ikke travlt, han lader stille og roligt sin hovedperson gå i opløsning og spøgelserne spøge.

Eller helt stille og roligt er det nu ikke, med jævne mellemrum koger Pers bevidsthed hidsigt op, og det gør sproget så også, og de bedste af disse glødende momenter er tillige skarpt, målrettet satiriske (rettet mod blandt andet ejendomsmæglere, oh yeah), men hver eneste gang vender jo sprog og bevidsthed tilbage igen til den gengangersikre villa-tristesse; Remmes skrift til gengæld er i en tilstand af konstant ophidselse, hvilket i længden er temmelig trættende (ikke fordi der principielt er noget galt med konstant ophidselse); Remme enerverer (og keder altopklarende), Rønnov hypnotiserer (og stikker glimtende).

Jeg holder stadigvæk fast i håbet om, at Peter Rønnov-Jessen en dag skriver den store, Pynchonske, nådesløst monstrøse og undergravende Danmarksroman, men indtil der omsider ikke er nogen vej udenom, finder jeg det helt rimeligt og herligt diverterende, at han praktiserer sit diskrete, men effektive åndemaneri i til døden triste, jyske murstenshuse.

 


 

Se også omtale på Gyldendals website:

 http://www.g.dk/bog/reparation-af-spunsvaegge-peter-roennov-jessen_9788702058420


 

Og læs

Den yderste uretfærdighed, et essay om døden klik her